Når der sælges partier af gødning, går det stærkt. Op mod 500 ton i timen langes der over disken, når først en kampagne ruller. Det skriver AgroMarkets i en analyse. 

Flere forskellige firmaer er gået i markedet med begrænsede partier af gødning af typen N-27, både med og uden svovl. Typen uden svovl er handlet til en grundpris på 510 kroner per 100 kilogram, mens den svovlholdige NS 27-4 har været handlet i niveauet 530-560 kroner per 100 kilogram.

- Vi oplever, at de forskellige firmaer fokuserer på egne kunder, da der er tale om begrænsede partier. Og som overskriften beskriver, så går det stærkt, når der først er trykket på salgsknappen. Der omsættes op imod 500 ton i timen, og det betyder, at hele skibsladninger omsættes indenfor samme dag, skriver AgroMarkets.

Derfor meldes der også hurtigt udsolgt, da partierne typisk ligger mellem 3.000 og 6.000 ton.