Demokraterne i USA barsler med et lovforslag, der skal hjælpe de farvede farmere i USA tilbage i landbruget, efter at de på grund af diskrimination har haft meget svært ved at låne til at opkøbe jord eller opbygge en husdyrproduktion.
Det konstaterer AgroMarkets i en pressemeddelelse.
- I dag er 97 procent af landbrugene i USA ejet af hvide farmere. De få farvede farmere, der er tilbage i landbruget, er et resultat af årtiers diskriminerende praksis fra USDA, det amerikanske landbrugsministerium, skriver AgroMarkets.
32 mio. hektar
Planen er ifølge AgroMarkets, at farvede landmænd kan få tildelt jordlodder på op til 160 acres (64 hektar) uden beregning af den amerikanske stat. Jorden vil den amerikanske stat opkøbe på det frie marked, og derefter fordele dem til farvede farmere.
Alt i alt sigter man efter, at 32 millioner hektar skal skifte hænder over det næste årti.
- Jorden vil komme tilbage til både erfarne farvede landmænd, men også nybegyndere. Der vil blive stillet krav om uddannelse til nybegynderne, skriver AgroMarkets.
Der er også andre reformer på vej. Samlet set vil reformerne utvivlsomt påvirke råvaremarkedet, hvis de vedtages, vurderer AgroMarkets, der derfor opfordrer de danske landmænd til at have en strategi for, hvordan de vil navigere igennem dette i forhold til køb og salg af råvarer på bedriften.