Tal fra det kinesiske landbrugsministerium viser, at Kinas svinebestand i oktober måned lå 4,2 procent højere end måneden før og 26,9 procent højere end for et år siden, rapporterer Reuters Bureau.
For søer er bestanden steget med 3,1 procent i forhold til måneden før og ligger 31,5 procent højere end for et år siden. Bestanden ligger dog fortsat betydeligt lavere, end før afrikansk svinepest ramte landet.
Det er fjerde måned i træk, at totalbestanden stiger og femte måned i træk, der er en stigning i bestanden af søer, konstaterer Landbrug & Fødevarer i deres Markedsnyt for grisekød.
Ifølge landbrugsministeriet betyder det stigende udbud af svin, at svinepriserne er faldet 11 uger i træk.