Med 800.000 daglige måltider udgør de offentlige køkkener en væsentlig del af den samlede CO2-belastning af det offentlige forbrug. Nu vil staten gå foran og servere mere klimavenlig og sund mad i medarbejderkantinerne.
Med regeringens udspil for grønne offentlige indkøb vil der blive skruet op for retter med bælgfrugter, grøntsager og fuldkorn, ligesom menuen to dage om ugen helt vil være dedikeret til det grønne.
Mindst 60 procent af råvarerne i kantinerne bliver desuden økologiske.
- Med 800.000 daglige måltider i de offentlige køkkener er der et kæmpe potentiale ved at skrue op for det grønne og ned for kødet. Kosten er ét af de steder, hvor vi hver især kan gøre en stor forskel for klimaet, men staten har også et ansvar for at gå forrest, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).
Fødevarer udgør ifølge Miljø- og Fødevareministeriet cirka 20 procent af en danskers gennemsnitlige klimaaftryk. DTU vurderer, at klimaaftrykket fra danskernes mad kan reduceres med 20-30 procent ved at sammensætte måltider af de klimavenlige alternativer inden for en fødevarekategori, for eksempel kylling frem for oksekød og kartofler frem for ris.
Klimaaftrykket kan reduceres yderligere ved at skifte kødet ud med grønt.
- Jeg håber, at tiltaget samtidig kan have en positiv afsmittende effekt, og inspirere andre - både offentlige og private aktører - til at stille grønne krav til deres leverandører, siger Mogens Jensen.
Statens indkøb
Den nye strategi for grønne offentlige indkøb indeholder også en række ambitiøse krav til, at statens indkøb af en række landbrugsråvarer såsom soja og palmeolie er ansvarligt og afskovningsfrit produceret.
Der sigtes mod, at statens offentlige indkøb skal være afskovningsfri i 2023, hvis det markedsmæssigt kan lade sig gøre og ellers senest i 2025.