Ny chef for landbrugscenter i Nordea
Den 1. juli 2020 tiltræder Peter Haugaard Christensen stillingen som chef for Nordeas Landbrugscenter Jylland Syd og Fyn.
Landbrugscenteret, der ligger i Kolding, dækker Syd- og Sønderjylland, Fyn og øerne og er dermed Nordeas største samlede landbrugscenter.
- Peter Haugaard Christensen har en lang karriere indenfor landbrugsfaget bag sig, og har, siden han kom til Nordea i 2015, både arbejdet som rådgiver og leder. Senest har han været involveret i etableringen af bankens Start up & Growth Food i Agro Food Park, hvilket giver ham et unikt indblik i det spirende iværksættermiljø i landbruget, skriver Nordea i en pressemeddelelse.
- Peters mangeårige rådgiver- og ledelseserfaring indenfor landbruget giver ham et solidt grundlag for at overtage ansvaret for at videreudvikle vores største landbrugscenter, siger Morten Riget, landbrugsdirektør i Nordea.
Peter Haugaard Christensen overtager posten som chef for Landbrugscenter Jylland Syd og Fyn fra Morten Riget, der blev udnævnt som landbrugsdirektør i Nordea den 1. maj.
Peter bor på Fyn sammen med sin kone og tre børn. Udover at bruge fritiden på familien nyder Peter at gå på jagt og dyrker sin egen vin.
mip





































