Nyt kursus i naturforvaltning
Mangler du viden om, hvordan du kan sikre gode forhold for de sjældne og truede arter i den danske natur? Så er der råd forude. Seges har sammen med Naturstyrelsen og Nordjyllands landbrugsskole skabt en ny uddannelse til landmænd og naturplejere, så de kan blive endnu bedre til at forvalte naturen omkring dem og sikre gode forhold for biodiversiteten.
Første modul af naturkurset foregår på Nordjyllands landbrugsskole, Lundbæk i Nibe, den 24-25. juni.
- Landmænd fra hele landet har længe stået i kø for at være med. Biodiversiteten er i tilbagegang. Derfor er der brug for, at de landmænd, der ejer og forvalter de mest værdifulde naturområder, får mere viden og gode værktøjer til at forvalte naturen, lyder det i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer.
På kurset vil landmændene blandt andet få mere viden om, hvilken effekt deres græssende dyr har på de værdifulde arealer, og hvordan de på bedst mulig vis kan få det til at hænge sammen med regler, dyrevelfærd og praktiske hensyn.
På et kommende kursus sættes også fokus på alternativ indtjening, branding og markedsføring.Uddannelsen forløber over tre moduler, som alle afholdes på Nordjyllands landbrugsskole.











































