Generelt er det europæiske slagtesvine- og kødmarked fortsat rigeligt forsynet. Det skriver Danske Svineproducenter.
Den begrænsede slagtekapacitet i Tyskland er stadig i fokus. Selvom der tages små skridt i den rigtige retning, er knuden endnu ikke blevet løst, lyder det. Overskuddet af svin presser stadig på, og der er stor bekymring omkring slagtningerne hen over juleferien, også i de andre EU-lande.
På grund af den vedvarende priskrise diskuterer man i Tyskland intensivt løsninger på den svære situation, som svineproducenterne står i. I forbindelse med krisetopmødet omkring svinemarkedet sidste fredag debatterede man økonomisk hjælp til svineproducenterne og overvejede støtte til privat oplagring i januar.
ISN afslår privat oplagring, som de ikke mener er tilstrækkeligt, da det ikke direkte aflaster producenterne og endda bare ville forsinke markedets genoprettelse, skriver Danske Svineproducenter.