Tican ramt af tysk coronaudbrud
Det kan mærkes på Ticans afsætningsmuligheder, at moderkoncernen Tönnies i øjeblikket har lukket sit største slagteri i Tyskland. Det skriver Nordjyske.
Tican har midlertidigt indstillet slagtningen af søer og økologiske svin som en konsekvens af den midlertidige slagterilukning af Tönnies' store slagteri i tyske Rheda-Wiedenbrück.
Men også de slagtede svin, der som halvfabrikata ellers skulle videreforarbejdes på den tyske fabrik, er berørt, da der skal findes andre afsætningskanaler.
- Hele markedet i Tyskland er forstyrret af, at fabrikken er lukket, og det kan godt være, at nogle af de produkter, vi ellers har solgt internt, nu må sælges til en lavere pris, siger Niels Jørgen Villesen, adm. direktør i Tican, til Nordjyske.