Vil kapre flere potentielle svineproducenter
I en tid med faldende optag på landbrugsuddannelserne, går svineproducenter nu til kamp for at få flere landbrugselever til at gå den vej.

Der skal laves om på den vigende interesse for at blive svineproducent, mener Dorte Himmelstrup, der er formand for uddannelsesudvalget på Dalum Landbrugsskole, og – som billedet antyder – selv er svineproducent. Man kan møde hende onsdag den 16. januar kl. 10-12 på Dalum Landbrugsskoles stand på NutriFair.
Det er svære tider for landbrugsuddannelsen generelt, specielt med henblik på svineproduktion. På landsplan faldt antallet af landbrugselever (2. hovedforløb) med speciale i svineproduktion fra 160 elever i 2017 til 93 elever i 2018, hvilket svarer til et fald på 42 procent.
Men det skal der laves om på, hvis det står til Dorte Himmelstrup, der er formand for Uddannelsesudvalget på Dalum Landbrugsskole og svineproducent på Sydfyn. Således har Dalum Landbrugsskoles uddannelsesudvalg sat gang i et svinepraktikkorps som et modsvar til den vigende interesse.
- Alle, der viser interesse for vores erhverv, skal inviteres ud og se, hvad det er, vi har at byde på. Derfor har vi kontaktet vores kolleger og spurgt: Har du ikke lyst til at være med til at præsentere vores erhverv over for de unge mennesker fra landbrugsskolerne, siger Dorte Himmelstrup.
15 har sagt ja
Foreløbig har 15 fynske svineproducenter sagt ja til at være udstillingsvindue for dansk svineproduktion, og allerede i løbet af foråret vil de første 56 grundforløbselever fra Dalum Landbrugsskole blive tilbudt et praktikbesøg hos én af praktikværterne.
- Jeg forventer jo ikke, at alle skal vælge svineerhvervet, men jeg vil gerne have lov til at præsentere vores erhverv. Jeg synes, vi har et spændende erhverv med nogle fantastiske arbejdspladser, hvor der er rigtig mange karrieremuligheder, siger Dorte Himmelstrup.
Hilser tiltag velkomment
Det nye initiativ hilses velkommen af uddannelseschef Eric Wanscher fra Dalum Landbrugsskole.
- Det er rigtig godt, at branchen åbner op og inviterer indenfor. Landbruget har virkelig meget at byde på, og som skole har vi en forpligtelse til at vise mest muligt frem, så eleverne kan træffe et kvalificeret karrierevalg. Jeg er derfor rigtig godt tilfreds med det nye initiativ, som jeg er sikker på, at både vi og eleverne vil få stor glæde af, siger Eric Wanscher.
Dorte Himmelstrup vil være til stede på Dalum Landbrugsskoles stand i Fredericia, onsdag den 16. januar kl. 10-12. Her kan man møde hende og høre mere om tankerne bag initiativet.