Tyskland kigger til Danmark for at opfylde vigtigt, økologisk mål
En af Europas største økonomier, Tyskland, viser ifølge landbrugsorganisation og den danske ambassade i Berlin afgørende interesse for den danske økologiske model.

Foto: Daniel Barber
Over 16 millioner tyskere spiser hver dag i kantiner i den offentlige sektor, og med et politisk mål i Tyskland om 30 procent økologi i offentlige køkkener skal man nu finde de gode løsninger. Og her kigger Tyskland til Danmark, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Der er nemlig nu en meget stor interesse fra politisk side i Tyskland for at lære af de danske økologiske modeller og implementere mere økologi i de offentlige køkkener. Derfor har den danske ambassade i Tyskland og Landbrug & Fødevarer indgået et samarbejde for at udbrede den danske økologiske kunnen.
- I Tyskland leder man efter de gode løsninger på økologi og planter, og dem har Danmark. Og igennem det parløb og store arbejde, Ambassaden i Berlin og Landbrug & Fødevarer har lagt i at understøtte udviklingen af økologien i foodservicesektoren i Tyskland, tager den nu for alvor fart, fortæller sektorekspert ved den danske ambassade i Berlin, Tanja Asmussen, og fortsætter:
- Med målet om 30 procent økologi i 2030 skal Tyskland ud at finde løsninger på, hvordan de kommer i mål. Offentlig bespisning er et særskilt fokuspunkt, og her kan vi fra dansk side bidrage med konkrete cases og inspiration til, hvordan vi i Danmark har understøttet udviklingen af økologiske og planterige måltider.
3.500 offentlige køkkener i Danmark har et statsligt økologistempel, hvilket svarer til et økologiindhold på 30 til 100 procent. Og her viser især de københavnske køkkener, hvordan det er muligt at gøre offentlige køkkener sundere, lækrere og mere bæredygtige, lyder vurderingen.
- I Tyskland leder man efter de gode løsninger på økologi og planter, og dem har Danmark
Tanja Asmussen, sektorekspert ved den danske ambassade i Berlin
Mere dansk økologi i tysk foodservice
Tyskland er det land, som Danmark eksporterer mest økologi til. Derfor er forbindelsen mellem de to lande allerede stærk, når der tales om økologiske fødevarer og implementeringen af økologi.
- Tyskland er et enormt marked med cirka 16 millioner daglige bespisninger i den offentlige sektor. I Landbrug & Fødevarer har vi i en årrække, i tæt samarbejde med Trade Council Berlin, haft et stort fokus på, hvordan vi fra dansk side kan understøtte økologien med erfaring, konkret værktøjskasse og politiske mål og ambitioner, fortæller afdelingschef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer, Mette Jasper Gammicchia, og tilføjer:
- Med tyskernes Bio-strategi fra 2023 og Ernæringsstrategi fra i år ser vi nu konkret politisk vilje til at rykke på både økologi og planter i offentlig bespisning, hvilket vil udmønte sig i eksportmuligheder for virksomheder i Danmark.
Mette Jasper Gammicchia fortæller videre, at i takt med, at inflationen er faldet, er der særligt på det vigtige tyske marked, stigninger i økologisalget igen. Landbrug & Fødevarer forventer således en stigning i eksporten i 2024.
Valg i Tyskland
Selvom der snart er valg i Tyskland, og mange ting er blevet aflyst på grund af den politiske uro, var der fortsat bred interesse og opbakning til et event mandag den 25. november, hvor 130 personer deltog, heriblandt politikere, grossister, kantineoperatører, repræsentanter fra offentlige køkkener, hospitaler samt tyske medier og presse.
Til eventet var der paneldebatter med temaerne: planter og økologi i offentlig bespisning i de to lande.
- Efter valget i Tyskland blev udskrevet, er mange ting blevet aflyst, men denne event møder bred interesse og opbakning på trods af den politiske uro. Tyske politikere fra alle partier, statssekretærer, presse, embedsfolk og branchefolk prioriterer fortsat at deltage i eventen, selv midt i valgkampen. Det skyldes blandt andet den mangeårige indsats fra Landbrug & Fødevarer og The Trade Council i Tyskland, der har arbejdet målrettet med denne dagsorden, fortæller Tanja Asmussen, sektorekspert ved Den danske ambassade i Berlin.