Skovsgaard Gods på topmøde
Plantetopmøde i København med arrangementet »Bælg og Business« trak mange interesserede. Også gartner Lana Nordquist fra Skovsgaard Gods på Langeland, der især kom for at netværke og dele ud af gode erfaringer fra samarbejdet med fødevaregrossisten Dansk Cater.
Til trods for, at Plantetopmødet fandt sted lige midt i Københavns mest pulserende byliv, og høstarbejdet var mere end i gang i kornafgrøderne, havde hele 42 producenter fundet vej til arrangementet »Bælg og Business«, arrangeret af Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Seges i forening. Heriblandt Lana Nordquist fra Skovsgaard Gods på Langeland, der havde taget turen til København for blandt andet at netværke med kolleger.
- Vi er her for at vise ansigt. Og så vil vi meget gerne fortælle om vores samarbejde med fødevaregrossisten Dansk Cater, der står for salg til storkøkkener over hele landet. Et samarbejde, vi er meget stolte af, sagde hun.
Over 50 forskellige økologiske grøntsager
Skovsgaard Gods dyrker over 50 forskellige økologiske grøntsager og kornprodukter.
Lana Nordquist har været ansat på Skovsgaard Gods i tre år, og har især i år været udfordret af ukrudt, specielt i juni måned.
- Vi skal altid være over markerne, når vi dyrkerne afgrøderne økologisk. Men i år manglede vi folk lige der, hvor ukrudtet tog allermest fat, og det kunne mærkes, fortalte hun på mødet.
Stor diversitet i grøntsager og afgrøder
Lana Nordquist lægger stor vægt på, at de på Skovsgaard Gods har fundet en måde, hvor de kan have stor diversitet mellem grøntsager og kornafgrøder.
- Vi har prøvet mange forskellige grøntsagsarter og afgrøder af, og synes nu, at vi er lykkedes med at udvælge de afgrøder, hvor vi kan se, at det er økonomisk rentabelt, både for os, og for vores samarbejdspartnere, lød det.