Inspirationsdag forud for Økodag 2022

Flere økologiske mælkeprocenter har vist interesse for at være værter ved næste års Økodag hvis de på forhånd ved, hvor mange gæster der kommer. Men hvad kræver det at være vært? Det sætter Økologisk Landsforening fokus på ved en inspirationsaften i starten af december.

- I 2022 skal vi fejre, at danskerne igen kan være med til at lukke køerne på græs til Økodag. Vi inviterer derfor, i fællesskab med mejerierne, alle økologiske mælkeproducenter til en hyggelig aften for både eksisterende og potentielle nye værter til Økodag 2022.

Sådan skriver Økologisk Landsforening i en invitation til landets økologiske mælkeproducenter.

Og går alt som ventet, kan de økologiske køer lukkes på græs den 10. april næste år præcis klokken 12.

- Og for første gang i to år vil det forhåbentlig ske med masser af voksne og børn som tilskuere ude på de økologiske landbrug, skriver Økologisk Landsforening.

Kendt antal besøgende

Flere økologiske mælkeproducenter har allerede vist interesse for at være værter, hvis de på forhånd ved, hvor mange gæster de kan forvente.

- Derfor planlægger vi næste år at lave en form for forhåndstilmelding, så det bliver muligt at få bedre styr på antallet af besøgende på de enkelte gårde, siger Malene Jensen, som er projektleder ved Økologisk Landsforening.

Økodag er støttet af Fonden for økologisk landbrug og Mælkeafgiftsfonden.

Inspirationsdag

Men inden økokøerne kan lukkes på græs, venter en række forberedelser, både hos Økologisk Landsforening og ude på de enkelte værtsgårde.

Derfor inviterer Økologisk Landsforening interesserede mælkeproducenter til en gratis inspirationsaften i Kolding den 2. december. Her vil man blandt andet kunne høre mere om hvordan foreningen forventer at kunne afvikle Økodag næste år.

Man vil også kunne opleve livsstilsekspert Julia Lahme, som er kendt fra en lang række livsstilprogrammer på DR1 og TV2. Hun skal gøre deltagerne klogere på danskerne som forbrugere, skriver Økologisk Landsforening.

Læs også