Vækst i økologisk landbrug er afhængig af forbrugernes tillid til de økologiske varer. Hvis for eksempel brug af visse gødninger, antibiotika eller plastik er årsag til tilbageholdenhed, er det vigtigt at finde alternativer.

EU-projektet Organic-PLUS har gennemført en forbrugerundersøgelse i Frankrig, Tyskland, Italien, Norge, Polen, Spanien og Storbritannien. Formålet er at få større viden om forbrugeres holdninger til brugen af en række hjælpestoffer i den økologiske produktion. Det oplyses på landbrugsinfo.dk.

Selvom der er forskelle mellem landene, så er den overordnede konklusion på undersøgelsen, at forbruget af antibiotika, kobber og plastikdække mod ukrudt, bør udfases eller minimeres for at imødekomme de økologiske forbrugere. Organic-PLUS arbejder aktivt med at teste alternativer til disse hjælpestoffer.