Livsdrøm om bæredygtigt aftryk

De næste mange måneder vil »vild-havekonsulent«, køkkenhave-entusiast og havebogsforfatter Signe Schrøder være klummeskribent i LandbrugFyn. Vi har i den anledning besøgt hende på Bjerregaarden, hvor hun i fuldt flor udlever sin egen filosofi om mangfoldighed og bæredygtighed.

Ciderproduktionen er ved at tage form. Æblehøsten fra 2020 er kommet på flasker, og familien er i fuld gang med at sætte labels på. Æbleplantagen er grundlagt for over 40 år siden og indeholder mellem 60 og 80 forskellige æblesorter. Hus til duerne.

Det oser af hygge og overskud, allerede når man passerer byskiltet til Stestrup på Midtsjælland og som det første mødes af et bogskab, hvor der gratis kan byttes og lånes bøger.

Kører man lidt længere gennem den lille landsby - i lav fart – af de snoede veje, når man Stestrup Old, hvor Bjerregaarden, grundlagt af Ritt Bjerregaard for over 40 år siden, og dens 10 hektar store naturgrund med cirka 2,5 hektar med alverdens sorter af æbletræer og en 450 kvadratmeter stor urtehave ligger. Her bor Signe Schrøder med sin mand, Mads Syberg, deres tre børn og den dansk/svenske gårdhund Luna.

 

Velafprøvede råd til køkkenhave

- Vi har boet her siden december 2019, siger Signe Schrøder, der netop har udgivet bogen »Dyrk – den nemme køkkenhave fra frø til høst«.

Her giver hun velafprøvede råd til, hvor man kan springe over, hvor gærdet er lavest, og hvor det kan betale sig at bruge tid og omhu, når man skal i gang med at dyrke i sin køkkenhave. Noget Signe Schrøder har brugt al sin fritid på de seneste 20 år.

- Jeg har altid nydt at dyrke min køkkenhave. Efter vi er flyttet her til Stestrup Old, har det udviklet sig og er blevet endnu større – og også mit arbejde – men jeg har altid haft interessen, siger hun.

 

Ud af hamsterhjulet

Signe Schrøder er uddannet cand.mag. i historie og dansk og har i mange år arbejdet med kommunikation inden for den politiske verden. Efter barn nummer tre var der dog noget, der ikke hang sammen.

- Vi var endt i det famøse hamsterhjul. Havde hus i Nordsjælland med stor grund, hvor jeg kunne have min køkkenhave og troede, at det var alt, vi ønskede os. Vi gik på arbejde, hentede vores trætte børn fra institution, sov – måske lidt for lidt – og tog så på arbejde igen. Men det fungerede ikke.

- Vi blev derfor enige om, at der skulle forandring til – og den forandring kunne være at flytte til noget, der var billigere, så vi ikke var tvunget til at skulle have to gode indtægter, fortæller Signe Schrøder.

 

Muligt at leve anderledes

Hun fremhæver medlemskab og posten som formand for foreningen »Praktisk økologi« som øjenåbner for, at livet også kan leves på andre måder.

- Vi blev meget inspirerede af foreningens andre medlemmer og sammenholdt med DR’s program »Smagen af Danmark«, hvor nu afdøde Master Fatman tog rundt og besøgte ildsjæle, der alle holdt gamle madtraditioner og dyrkning af afgrøder i hævd, blev Mads og jeg enige om, at vi måtte ændre vores liv – også inden vi nåede pensionsalderen.

- Men vi kunne jo ikke bare flytte ud på landet og så tro, at vi stadig skulle pendle til hovedstaden for at arbejde. Vi blev nødt til at have en businessplan, så vi økonomisk kunne se, at det godt kunne lade sig gøre, understreger Signe Schrøder og påpeger, at det selvfølgelig skulle være med udgangspunkt i den store interesse for at dyrke grøntsager og meget gerne være selvforsynende.

 

Første produktion af æblecider

Første idé var at finde et sted, hvor de kunne lave drinkssirup. Idéen var Mads Sybergs, og Signe Schrøder kalder da også sin mand for en kulinarisk nørd. Og idéen var god, men da valget faldt på at købe Ritt Bjerregaards gamle æbleplantage, var det i stedet nærliggende at udnytte de mange æbler, hvorfor de i dag er i fuld gang med opstart af en æblecider-produktion.

- Vi er stadig i gang med at lære, men er nu nået dertil, hvor vi har den første høst på flasker. Så nu står vi og pakker og sætter labels på.

- Danmark er et af verdens bedste lande at lave æbler i. Men vi har ingen tradition for at lave cider. Det vil vi gerne være med til at ændre, siger Signe Schrøder og fortæller, at de i plantagen er så heldige at have mellem 60 og 80 forskellige sorter med både franske og engelske æblesorter, der netop er fremavlet til ciderproduktion.

- Det gør, at vi kan fremstille cider med den helt rigtige bitterhed, og ikke som man gør de fleste andre steder her i landet, hvor cideren er fremstillet af almindelige danske spiseæbler.

Ifølge Signe Schrøder giver cideræblerne en dybde, der gør dem til en interessant drik på linje med vin og øl.

 

»Vild-havekonsulent«

Udover, at Signe Schrøder har beholdt det frivillige job som formand for »Praktisk økologi« har hun også job som »Vild-havekonsulent« blandt andet i projektet »Vores natur«.

- Jeg var heldig at komme ind i et marked, hvor der har været stor og stigende fokus. Indtil videre har jeg uddannet 850 vild-havementorer i samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening og rådgivet flere kommuner om, hvordan de bedst får naturen ind på offentlige arealer. Det er vildt spændende.

Samtidig er urtehaven og ejendommens øvrige hektar udviklet.

- At vi flyttede stort set sammenfaldende med corona gjorde, at vi fik mere tid herhjemme. Det har betydet, at Mads kunne spare transporten til det arbejde, som han har beholdt, og i stedet give en hånd med i etableringen og udvidelsen af både køkkenhave og det omkringliggende, hvor jeg har en demonstrationshave, der benyttes i undervisningen. Her kan jeg vise de forskellige aspekter, som brændestakke, små vandhuller, vilde blomster, bier og så videre.

 

Stor biodiversitet og bæredygtigt aftryk

Og biodiversiteten er da også fantastisk på Bjerregaarden med mange småfugle og et rigt insektliv.

- Det gør, at vi ikke behøver at bruge nogle former for kemiske midler i vores produktion. Fødekæden passer og sørger for, at forskellige skadedyr for det meste holdes nede og væk fra vores grøntsager og æbler, forklarer Signe Schrøder.

Hun påpeger, at der dog er faktorer, hun ikke er herre over som eksempelvis frost og kulde, der kan have indflydelse på bestøvningen.

- Det oplevede vi sidste år, så der har ikke været de helt store udbytter. Men det er ok. Vi skal ikke bruge de helt store mængder. Hektarudnyttelsen er ikke særlig god. Men bæredygtighedsmæssigt er det fantastisk, understreger Signe Schrøder.

- Jeg har en livsdrøm om at sætte et bæredygtigt aftryk i verden. Det er noget af det, der giver mit liv mening. Og med den livsførelse vi har nu, er der plads til, at vi kan være en familie, selvom vi har travlt. Børnene er med der, hvor vi er i gang. Jeg egner mig godt til at have et liv, hvor det hele flettes sammen, siger hun.

 

Urtehaven er en passion

Urtehaven er en passion, der er kørt efter de økologiske principper, men hvor der ikke luges helt så tit, som der måske kunne.

- Vi har brug for at dyrke mad, men ikke fødevarer og på en meget minimal indsats, har vi mad til eget forbrug. Det kræver blot, at man dyrker mange forskellige ting. Så er der altid noget, der lykkes, siger Signe Schrøder og understreger vigtigheden af mangfoldighed – både i forhold til arbejde, familie og afgrøder.

- Når jeg ser mig omkring, udlever jeg min egen filosofi. Jeg tror på mangfoldighed og har for tiden i omegnen af 40-50 forskellige afgrøder. Går der en fræk bille i mine ærter, så spiser jeg hestebønner i stedet – eller jordbær, siger hun med et smil.

- Hvis alle familier havde en køkkenhave, fik vi mere kontrol med, hvad vi putter i munden. Og kan jeg være med til at gøre det nemt for folk. Pille det her køkkenhave lidt ned, fordi vi ikke har tid til, at det skal være svært. Så tror jeg, vi kan blive endnu flere med en fælles passion for hjemmedyrkede grøntsager.

 

Selvforsynende ti af årets måneder

Familien på Bjerregaarden er selvforsynende 10 måneder om året. Ifølge Signe Schrøder er der altid noget, der går galt. Det betyder ikke, at man er dårlig til at dyrke urtehave.

- Der er bare noget, vi ikke har kontrol over, og det skal vi vænne os til, siger Signe Schrøder og giver som eksempel, hvordan hun det ene år havde hen ved 300 kg gulerødder, og det næste år havde sneglene ædt det hele.

- Det er sådan, det er, og det er skønt. Det er bare med at komme i gang, siger Signe Schrøder, der jævnligt holder køkkenhavekurser og foredrag.

Signe Schrøder vil fremover skrive en månedlig klumme til LandbrugFyn, hvor hun kommer ind på, hvad der rører sig i haven, æbleplantagen og alle de andre natur- og finurlige steder på den 10 hektar store Bjerregaarden.

Læs også