VKST opruster med nyt stærkt økologihold
Der er stort potentiale i økologisk markbrug, så VKST fokuserer yderligere på den økologiske dyrkning og forstærker rådgivningen med nye konsulenter.

Det økologiske VKST-hold. Bagerst fra venstre: Darran Andrew Thomsen, Henning Hervik, Martin Kristian Hansen, Carsten Hvelplund Jensen og Per Jensen. Forrest fra venstre: Katrine Hedemand Bak, Josefine Vinfeldt Adler, Therese Bloksted, Rikke Pallvi Lundgaard Andersen og Jens-Peter R. Paulsen. Foto: VKST
Der er i løbet af efteråret kommet hele fire nye ansigter hos Økologisk VKST, der opruster sig til fremtiden med en stigende økologisk interesse hos de danske landmænd.
Josefine Vinfeldt Adler og Katrine Hedemand Bak er to af de nye, som tidligere er omtalt i LandbrugØst, men også Carsten Hvelplund Jensen og Jens-Peter R. Paulsen er nye på det økologiske VKST-hold.
- Vi tror, at økologien står for fremgang. Der er et stort potentiale derude, og vi er sikre på, at det kommer til at vokse – også hos VKST, siger Jens Ole Pedersen, der er ansvarlig for VKST Planteavl og hele økologiområdet i VKST.
- Priserne for økologisk korn, raps og bælgsæd er meget høje i øjeblikket, og sammen med nye regler for import af nærringstoffer fra biogas og højere støtte for nyomlæggere, ser vi rigtig gode muligheder for nye økologer i vores område, og det imødekommer vi med nye profiler, tilføjer Jens Ole Pedersen.
Praktisk erfaring i bagagen
Med både de nye ansigter og de veletablerede rådgivere i Økologisk VKST er Jens Ole Pedersen derfor glad for, at VKST fortsat kan hjælpe økologerne med at skabe vækst i deres økologiske drift.
- De nye rådgivere kommer også med praktisk erfaring i bagagen, og sammen med resten af teamet kan vi nu tilbyde unge, stærke kræfter, der som et nyt dynamisk hold ser nye muligheder på de økologiske bedrifter, siger Jens Ole Pedersen og uddyber:
- Vi kan bistå med rådgivning i både det økologiske markbrug, dyrkningsstrategi og økologiske husdyr samt både den generelle og bæredygtige udvikling af virksomheden, men vi ser også økonomien i økologien og styrker landmanden i den retning.
Pakkeløsning eller timebasis
Økologisk VKST har i mange år været økologernes lokale rådgiver på Sjælland og øerne.
- Det vil vi naturligvis blive ved med at være. Vi er eksperter i den økologiske dyrkning, og vi er eksperter i at få kunderne gennem regeljunglen med tilskud og projekter, siger Jens Ole Pedersen.
Han forklarer, at Økologisk VKST tilbyder både faste pakkeløsninger eller rådgivning på timebasis, så man kan vælge den løsning, som passer bedst for den enkelte.
- Sammenholdt med, at vi også er de eneste i landet med aktuel, økologisk markedsopdatering via ØkoKornbasen, så er vi en rigtig stærk samarbejdspartner på økologi, slutter han.