Økologer blev klogere på fremtiden

Gode råd og inspiration til økologerne på informationsmøde om fremtidens økologiske landbrug.

Velas Økologi har i samarbejde med Østdansk Landboforening og Innovationscentret for Økologisk Landbrug holdt informationsmøde om fremtidens økologiske landbrug, og det foregik på Landbrugsskolen Sjælland i Høng i Vestsjælland.

Her var 40 landmænd, konsulenter og andre fra branchen mødt op til et spændende program med fokus på afsætning, CAP-reform og salg af klimakreditter.

Økologikonsulent Mia Worsøe fra Velas og planteavlschef Julie Torp-Thomsen fra Østdansk Landboforening åbnede mødet ved at fortælle om det strategiske samarbejde som Velas Økologi og Østdansk Landboforening har indledt for at sikre stærk faglig og passioneret rådgivning til økologer i Østdanmark.

Salg af CO2-certifikater

Lars Villadsgaard Toft fra Seges gav en grundig introduktion til begrebet »klimakreditter« og hvilke muligheder og faldgruber der er. Her var et vigtigt budskab, at selvom man vælger at sælge sine klimareduktioner, vil de stadig tælle med i opgørelsen af den samlede klimareduktion i Danmark og potentielt hjælpe med at opfylde målsætningen om 70 procent reduktion i 2030.

Salg af CO2-certifikater kan være en god mulighed for visse bedrifter, hvis implementeringen af nye tiltag er til gavn for både drift og kan reducere udledningen af klimagasser.

Man skal dog være opmærksom på, at en klimareduktion kun kan sælges én gang. Har man solgt klimareduktionen for sine tiltag, kan råvarerne produceret på bedriften ikke anprises som klimareducerede.

Søren Grønborg fra Agreena fortalte om deres koncept for salg af CO2-certifikater, og hvilke muligheder der er for økologiske planteavlere. Flere tiltag passer godt ind i økologien, herunder brug af organisk gødning, efterafgrøder og ingen brug af pesticider.

Nye afsætningsmuligheder

Har man lyst til at dyrke hør, quinoa, hamp eller linser kan Danish Agro hjælpe med både såsæd og afsætning. Allan Hartmann Hansen fra Danish Agro orienterede om de strategiske opkøb af en række fødevarevirksomheder, der gør det muligt at afsætte en bred vifte af konsumafgrøder til plantebaserede fødevarer.

Undersøgelser viser, at mange danskere har én-tre kødfrie dage om ugen, og det marked ønsker Danish Agro med deres opkøb af blandt andet Mollerup Mølle, Dava Foods og Organic Plant Protein at byde ind på.

Birgit Ingvordsen fra Innovationscentret for Økologisk Landbrug guidede efterfølgende deltagerne igennem den nye landbrugsreform i form af nye støtteregler og tilskudsmuligheder.

Læs også