Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer kårer på deres årsmøde den 22. oktober 2020 årets Øko-elev 2020. Derfor opfordres landbrugsskoler, praktikværter og elever til at byde ind med mulige kandidater til titlen.
Alle landbrugsskoleelever kan indstilles til prisen, uanset om de ved indstillingstidspunktet er i praktik eller på skoleophold, ligesom alle, uanset hvor langt de er i deres uddannelsesforløb, kan komme i betragtning til prisen.
I bedømmelsen af kandidaterne lægger dommerkomiteen blandt andet vægt på de unges interesse for den økologiske driftsform, deres faglige og praktiske evner samt deres mod til at udfordre vanetænkningen, når det gælder om at forbedre det økologiske håndværk.
1. præmien er på 5.000 kr. og 2. præmien er på 2.500 kr.
Indstillingen foretages af enten elevens undervisere, praktikvært eller eleven selv og ledsages af en udtalelse fra de to øvrige parter. Indstillingen kan formuleres enten på skrift – maksimalt én A4-side -, lyd eller et videoklip.
Indstillingen skal sendes senest 25. september 2020 til hab@lf.dk.