Salget af Arlas økologiske oste er steget med intet mindre end 41 procent på bare et år fra marts 2018 til marts i år. Det får nu Arla til udvide udvalget af økologiske oste.

Danskerne er et af de mest ostespisende folkefærd i verden, i gennemsnit spiser vi hver 16 kilo ost om året. De seneste år er særligt de økologiske oste blevet mere og mere populære. Og den store efterspørgsel har fået Arla til at udvide udvalget med lanceringen af to nye økologiske varianter under Riberhus Mesterstykker, en Gouda-ost samt en Gouda-inspireret ost.

- Vi udvider sortimentet af økologiske oste med to nye varianter, da vi vil gøre det nemmere for forbrugeren at finde et bredt udvalg af smagfulde, økologiske oste. De nye ostevarianter er hverdagsoste, men de kan også sagtens fungere som en lækker tilføjelse til weekendens ostebord, siger Marianne Forsingdal, der er brand manager for Arlas ostekategori.

Arla lancerede i 2015 en strategi om at øge omsætningen af økologiske produkter, herunder økologiske oste, i Danmark med 50 procent inden 2020.

Mejerivirksomheden mangler kun syv procent for at nå det ambitiøse mål, da salget af økologiske mejeriprodukter har mødt stor medvind de seneste år. For at nå målsætningen er Arlas plan at lancere 15 økologiske produkter i løbet af 2019.