Interessen for Økologirådgivning Danmarks økologisk grovfoderdag er stor blandt maskin- og handelsvirksomheder. På nuværende tidspunkt er 21 firmaer klar til at møde de økologiske landmænd med en stand på Vejgården I/S ved Varde, hvor arrangementet finder sted 15. maj.
 
- Det er dejligt med så stor en opbakning til et nyt initiativ. Der bliver masser at se på og opleve for de besøgende landmænd, uanset om man er interesseret i maskiner, frøblandinger, urter eller foder, siger en tilfreds arrangør, Claus Østergaard, der er plantechef i Økologirådgivning Danmark.
 
Tidlige majssorter
En af de virksomheder, der udstiller på økologisk grovfoderdag, er frøfirmaet KWS Scandinavia A/S, der er specialiseret i majsforædling.
Produktansvarlig Ken Brink fortæller, at KWS har nye, højtydende sorter med til de økologiske mælkeproducenter og majsdyrkere.
 
- Det er tre meget tidlige sorter, der kommer hurtigt ud af starthullerne og formår at dække godt af for ukrudt i rækken - egenskaber, som ikke mindst økologer særligt har brug for, siger Ken Brink.
 
KWS’s tidlige majssorter vil blive udsået på et demonstrationsareal på Vejgården og er forhåbentlig kommet op 15. maj.