Landmænd med et samlet areal på 260.000 hektar, svarende til 10 procent af det danske landbrugsareal, oplevede markskader fra hjortevildt i 2017. Det viser en landsdækkende undersøgelse, som blev offentliggjort kort før jul på landbrugsinfo.dk.

- 70 procent af de, der besvarede undersøgelsen, har ikke haft markskader i 2017. For de 30 procent af besvarelserne med markskader udgør det samlede areal med markskader 18.300 hektar, svarende til 7 procent af det samlede landbrugsareal i undersøgelsen, fremgår det.

Besvarelserne viser, at der er hjortevildtskader i 62 kommuner, hovedsageligt i Fyn og Jylland.

Skaderne varierer meget fra kommune til kommune og fra bedrift til bedrift.
 
Krondyrenes skader rammer især i Jylland, men de huserer også i nogle sjællandske og fynske kommuner. Andre oplever markskader fra dådyr, især i de fynske kommuner, samt Langeland og på Bornholm. Og så er der dem, der døjer med både kron- og dådyrskader. Det er især i de midt- og vestjyske kommuner.


Kostbart

Skaderne løber i nogle tilfælde op på over 25.000 kroner pr. ejendom.

- I gruppen med store tab over 25.000 kroner pr. ejendom er der 91 besvarelser, hvor der er sat beløb på tabet. Tabene er i gennemsnit på 150.000 kroner og 80 hektar, svarende til 1875 kroner pr. hektar i gennemsnit, fremgår det.

Så godt som 100 procent af dem, der oplever markskader fra hjortevildt, har også haft skader i tidligere år. Så det kan løbe op i betragtelige beløb.

Det gennemsnitlige udbyttetab varierer fra 1.875 kroner pr. hektar i korn til 12.500 kroner pr. hektar i kartofler. Dertil kommer et indirekte udbyttetab, fordi mange er tvunget til at ændre deres sædskifte fra afgrøder med et stort økonomisk potentiale, for eksempel kartofler eller frøgræs, til afgrøder med et mindre økonomisk potentiale, for eksempel vårbyg.


Koster også tid

Skaderne kommer ofte, selvom landmændene anvender afværgeteknikker som fugleskræmsler, hegning af marker og regulering. Nogle landmænd undgår dog skader fuldstændigt, fordi de har opsat et permanent kulturhegn.

Landmændene bruger i gennemsnit 41 timer til afværgeforanstaltninger pr. år, viser undersøgelsen. Der er stor forskel fra ham, der bruger mindst: 1 time pr. år, til ham, der bruger mest: 2.555 timer pr. år, viser undersøgelsen.

Det elektroniske spørgeskema blev i maj 2018 udsendt på mail til alle medlemmer af de danske landbo- og familelandbrugsforeninger, svarende til 22.000 personer. Cirka 10 procent af medlemmerne har besvaret undersøgelsen.

De, der oplever markskader, har formentlig en større tendens til at besvare undersøgelsen. Derfor kan tallene i undersøgelsen ikke umiddelbart skaleres op til at dække hele det danske landbrugsareal, understreger forfatterne af artiklen, der kan ses på landbrugsinfo.dk.

Afgrødeskader
 
Afgrødeskade pr. ejendom i 2017              Antal
Ingen skader                                                1568
Ubetydelige skader                                         84
Skader op til 10.000 kr.                                318
Skader mellem 10.000 – 25.000 kr.            168
Skader over 25.000 kr.                                 115
I alt                                                               2.253
Kilde: Landbrugsinfo.dk

 

 

Finans