Af Jørgen Mose Hansen, Snarupvejen 15, Espe, 5750 Ringe

Jeg overtog et mindre landbrug fra min mor ved årsskiftet 1985, efter min far var død i 1983. Ejendommen er på 8 hektar og opdelt i to parceller.

I 2003 etablerede jeg Put & Take på et lavtliggende område for at forbedre indtjeningen på ejendommen. Men nu deler skat denne parcel op i indtjeningen fra fiskesøerne og underskuddet på landbruget desuagtet, at søerne ligger midt i den største parcel. Så overskuddet fra fiskesøerne bliver beskattes, hvorimod underskuddet fra landbruget ikke kan modregnes i overskuddet fra fiskesøerne. Jeg har så besluttet at nedlægge landbruget og plante skov på parcellen på 2,5 hektar.

Jeg kontakter Hede Danmark (HD), og der kommer en person ud og ser på sagerne. Der bliver lavet en ansøgning om tilplantning af skov, og der bliver givet tilsagn om, at der kan støttes med 86.000 kroner, da arealet, der kan støttes, er 2,37 hektar. Jeg får en regning fra HD på cirka 6.500 kroner plus moms for udført arbejde. Der bliver plantet i maj måned 2018 med de af Miljøstyrelsen anbefalede sorter. Min egenbetaling er på 29.000 kroner, så nu er skovrejsningen løbet op i 121.000 kroner.

Da HD skulle passe tilplantningen det første år, kommer der en person med en plantagetraktor i juli måned, hvor ukrudtet er større end planterne, så det var ikke som jeg havde forventet. Og jeg som troede, at vedligehold af området det første år var med i prisen, men nej. Jeg fik en regning for vedligehold på 16.000 kroner plus moms. Så nu har skovrejsningen kostet den nette sum af 147.000 kroner. Så min egenbetaling på 51.000 kroner skal tillægges skat af 86.000 kroner minus 29.000 kroner, som er lig med 22.800 kroner, altså i alt 74.000 kroner for 2,37 hektar.

Jeg har spurgt en planteskole, hvad de skulle have for at plante et tilsvarende areal med de samme planter ja, de skulle have cirka 25.000 kroner pr. hektar. Så hvem har høstet tilskuddet, ja det har HD. Og Skat.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Finans