Planteavlerne atter i plus
På planteavlssiden har de økonomiske nøgletal kun forskubbet sig marginalt fra 2017 til 2018.
- Et fald i udbytter som følge af tørken – med stor variation fra landsdel til landsdel – er blevet opvejet af markant bedre afregningspriser, konkluderer LandboNord, LandboSyd, Sagro og LMO på baggrund af gennemgangen af i alt 400 regnskaber for 2018.
I snit fik planteavlerne et dækningsbidrag på 1.068.000 kroner, hvilket er på niveau med 2017. Samlet set betyder det, at planteavlerne i gennemsnit har haft et resultat på omkring 328.000 kroner efter finansiering i 2018, viser analysen.
- Tørken har givet haft stor indflydelse på 2018-høsten, men vi har set en pæn stigning i afregningspriserne, og dermed ligger de økonomiske resultater bemærkelsesværdigt tæt på resultaterne fra 2017, siger afdelingsleder i LandboSyd, Anders Peter Frederiksen.
Stor datamængde
LandboSyd, LandboNord, Sagro og LMO peger på, at deres fælles analyse bygger på en stor datamængde.
- Det er en nødvendighed for at skabe valide konklusioner på landbrugets tendenser, lyder det fra rådgivningsselskaberne.






































