De cirka 400 delegerede på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning har nu valgt den person, som de ønsker sig som 1. viceformand. Valget faldt på bornholmeren Thor Gunnar Kofoed, der også er formand for Frøsektionen i Landbrug & Fødevarer, som altså dermed besejrede sine tre modkandidater.

Der var tale om et tæt valg, hvor kandidaterne en efter en blev siet fra. Og der skulle de maksimale tre valgrunder til før Thor Gunnar Kofoed stod tilbage med over 50 procent af stemmerne.

I første runde blev Gefions næstformand Poul Henrik Prahl siet fra. I anden runde var det Centrovice-formand Torben L. Povlsen der røg. I sidste runde stod Thor Gunnar Kofoed tilbage mod Frederik Lüttichau, der er formand for Sektionen for Større Jordbrug. Her fik Kofoed 193 af stemmerne mens Lüttichau fik 171 stemmer. 

- Jeg kravler her på talerstolen som en lille bondemand fra Østbornholm. Jeg vil sige jer tusind tak for opbakningen og tusind tak til mine medkandidater for en fantastisk valgkamp.

- Jeg vil gøre mit absolut bedste for at udfylde den post mindst lige så godt, som Lars Hvidtfeldt har gjort, sagde Thor Gunnar Kofoed i sekunderne efter, at han var valgt.

Thor Gunnar Kofoed, der fik flest stemmer i alle tre valgrunder,  er 59 år. Han er frøproducent på Nexø. I 2001 til 2005 sad han i Folketinget for Venstre. Han har været frøavlernes formand siden midten af ’90erne.

Valget af viceformand er højdepunktet på dag to af Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning, som startede onsdag og slutter senere i dag torsdag. Posten blev ledig, da viceformand igennem de seneste seks år Lars Hvidtfeldt på forhånd havde meldt ud, at han ikke ville genopstille.

Thor Gunnar Kofoed er valgt for en to-årig periode, og han slutter sig nu til det øvrige formandskab på primærsiden, som består af formand Martin Merrild, der opnåede genvalg uden nogen modkandidat, og 2. viceformand, Lone Andersen.