På Vejgaarden i Vesthimmerland sidder der 50 hektar tilbage i jorden af i alt 1.100 hektar kartofler. Væksten i kartoffelarealet fra 750 hektar i 2023 er blandt andet sket gennem en ny partnerskabsmodel.
Støvregnen hænger tæt i luften over Himmerland. Det er mandag eftermiddag, og der hersker en stille ro over Vejgaarden ved Aalestrup. Tre selvkørende kartoffeloptagere og en enkelt bugseret holder parkeret. Af og til kommer der en Fendt med en kroghejsevogn ind på pladsen, og den forsvinder igen, når en container er sat af.