Hold opsyn med din kartoffelkule
At undgå varme og fugt er helt essentielt, når kartoflerne opbevares i kule. Sagro giver gode råd til, hvordan man laver den perfekte kartoffelkule og holder kartoflerne sunde, mens de ligger der.

Det er vigtigt at holde øje med sin kartoffelkule, så der undgås varme og fugt. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Hos Sagro, med kontorer i Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg, arbejder de en del med rådgivning af dyrkning af kartofler. Og helt essentielt er det, når kartoflerne er taget op og afventer videre transport, at der laves en kartoffelkule, hvor man undgår varme og fugt.
- Vil du have det optimale udbytte af dine kartofler - også efter, at de er taget op, så betaler det sig at være omhyggelig med, hvordan kulen anlægges, påpeger konsulenterne.
Husk kartoflerne er levende
- Og det er især vigtigt at huske, at kartoflerne er levende. Derfor skal kulen tilses.
Som kontrol fremhæves, at temperaturen bør måles jævnligt, og at siderne ved etableringen skal åbnes med små ryttere af træ, som holder plasten oppe. Det giver luftpassage og fjerner fugt og varme. I disse dage, hvor vi har dage med frost, er det vigtigt, at der lukkes ned igen.

Kartoffelkulen skal vender i nord-syd retning i åbent terræn. Det gør, at vinden har god mulighed for at trænge gennem kulen. En detalje, der er vigtig, da udluftning fjerne varme og fugt. Arkivfoto: Bøje Østerlund
Korrekt etablering er vigtig
Kartoflernes sundhed skal have fokus allerede, når kulen etableres.
Rådet lyder, at kulen placeres på en jævn og flad overflade, som vandet kan løbe væk fra.
Derudover er det optimalt, at kulen lægges så tæt på fast vej som muligt, da det letter den senere læsning af kartofler til fabrikken.
- Kartoffelkulen skal vende i nord-syd-retning i åbent terræn. Det gør, at vinden har god mulighed for at trænge gennem kulen. En detalje, der er vigtig, da udluftning fjerner varme og fugt, påpeges det.
Lille kule giver bedre luftgennemstrømning
Størrelsen på kulen skal være mellem 25 og 35 tønder pr. løbende meter. Det svarer til en bredde på cirka 4-5 meter og en højde på cirka 1,5 meter. Jo mindre kule jo bedre luftgennemstrømning.
Sagro anbefaler at dække kulen med rughalm. Laget skal være 20-30 centimeter i siderne og 40 centimeter i toppen. Halmen isolerer, men suger også den fugt, som kartoflerne afgiver under sårheling og lagring.
Plastik ovenpå holder regn ude og derefter endnu et lag halm.






































