Idéerne spirer åbenbart med foråret, for rigtig mange landmænd er kommet med gode idéer til innovation af blandt andet pesticidforbrug, kvælstoffikserende efterafgrøder og biodiversitet i marken.

145 landmænd på tværs af landet har tilmeldt sig »Landmandsdrevet Innovation« siden årsskiftet, og de første idémøder er netop blevet afholdt. Her har innovationsgrupperne været godt i gang med at udvikle idéer, og mange er blevet til konkrete afprøvninger, som alle landmænd nu kan melde sig til at være en del af på landmandsdrevet.dk.

Der skal tænkes anderledes

En af de landmænd, der deltog i idémødet i Sorø, er Henrik Knudsen fra Holeby på Midtlolland. Her dyrker han i alt omkring 800 hektar planteavl.

- Jeg synes, at det er interessant at komme i et innovativt forum, hvor man bliver fordelt ud på fagområder. Problemet med almindelige erfagrupper er, at det bliver meget bredt, og man kører ud i det samme. Det her er mere specifikt, siger han.

Ud over Sorø har der været møder i blandt andet Brønderslev, Horsens, Søften, Vojens, Odense og Nykøbing Falster. Henrik Knudsen har blandt andet bidraget til projektet med en idé om at så en divers efterafgrødeblanding i hvede i det tidlige forår, som han skal i gang med at afprøve. Hvis det går efter planen, skal efterafgrøderne, med kvælstoffikserende afgrøder i, nå at vokse op, inden den bliver lukket af hveden. Efter høst er forhåbningen så, at efterafgrøderne står klar til at skabe en stor grøntmasse, når de igen får sollys.

- Vi skal tænke anderledes og skabe vores næringsstoffer selv, så vi kan nedbringe vores udkørsel af handelsgødning. Det bliver spændende at teste, om det går. Hvis det lykkes, kan vi gøre det på 35 hektar med hvede næste år, fortæller Henrik Knudsen.

Arkivfoto: Alexander Dornwirth

Arkivfoto: Alexander Dornwirth

Det kan du være med til:

Pesticidreduktion:
Landmænd foreslår at teste feromoner til skadyrsbekæmpelse i spinat og kløverfrøproduktion samt etablere nyttestriber som naturlige skadedyrsmagneter. Flere ønsker også at producere egne biostimulanter via kompostteknik og teste, om tilførsel af kridt kan hæve sukkerindholdet i planterne og styrke deres modstandsdygtighed.

Ukrudtsbekæmpelse:
Idéerne omfatter undersåning af anden afgrøde i vinterraps for at kvæle ukrudt, udlægning af halm mellem rækkerne i rækkeafgrøder og test af dobbelt udsædsmængde for at undertrykke græsukrudt.

Næringsstoffer:
Landmænd vil afprøve, hvordan man fastholder samme udbytte med mindre kvælstof – blandt andet gennem samdyrkning af hestebønner og vårhvede, plantesaftanalyser som beslutningsgrundlag og brug af satellitdata til præcisionsgødskning.

Jordsundhed:
Forslagene spænder fra måling af antal regnorme efter forskellige jordbearbejdningsmetoder til test af flerårige efterafgrøder for at forbedre jordstrukturen.

Biodiversitet:

En landmand har foreslået "insekt-stepstones" – Biodiversitetslinjer med for eksempel tuegræsser (græsser er en god vært for nyttedyr) i plejespor, der skal sprede rovinsekter ind i markerne og reducere behovet for insekticider.

Plantekvalitet:
Andre vil undersøge, om differentieret kvælstoftilførsel kan reducere toksiner i foderkorn.

Dyrkningssystemer:
Der er idéer om at teste skårlægning af korn for at fremrykke høsttidspunktet og forbedre kornkvaliteten samt etablering af vårbyg i reducerede jordbearbejdningssystemer.

Fra idé til afprøvning

Innovationsgrupper fra hele landet er nu i gang med at vurdere idéerne i samarbejde med rådgivere og eksperter.

- Der gemmer sig masser af gode idéer hos danske landmænd. Vi udvikler dem sammen, og hvad man selv måske synes er en lille idé, kan vise sig at skabe værdi for mange, siger Eva-Marie Lange, projektleder i Landmandsdrevet Innovation og sektionsleder hos Teknologisk Institut.

Alle indsendte idéer kan læses i idébanken på landmandsdrevet.dk, hvor der løbende kommer nye idéer til afprøvninger til. Projektet er også fortsat åbent for nye deltagere og idéer.

- Vi siger jo, at de gode idéer opstår ofte hos dem, der har fingrene i jorden, men det oplever vi altså allerede har hold i virkeligheden, for der er kommet virkeligt mange gode idéer, som vi kan tage ud og afprøve ret hurtigt, siger hun.

- Det er meget konkrete muligheder for at skabe en bedre dyrkning, som er kommet frem, og det understreger, at der er et potentiale i at lade landmændene selv drive udviklingen, siger Eva-Marie Lange.

Projektet skaber udvikling gennem netværk, åbenhed og samarbejde på tværs af landbruget. Landmandsdrevet Innovation er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Planter