Opstart af vintersæd – hvad skal man være opmærksom på?

Vinterbyggen bør startes op først ved vækststart primo marts efterfulgt af de øvrige vintersædsarter.

Af Peter Schmidt Nielsen, juniorkonsulent i Planteavl, Velas

Den første tildeling af kvælstof til vintersædsmarker skal først ske, når planterne er i vækst fra primo marts.

Vinterbyg har normalt en tidlig og kraftig vækst i forhold til de andre vintersædsarter, hvilket gør, at den har et tidligt behov for kvælstof. Strategien for deling af kvælstof til vinterbyg adskiller sig derfor en del fra de øvrige vintersædsarter ved den første tildeling af kvælstof.

Engelske forsøg har vist, at udbyttet øges ved at øge kvælstoftildelingen i det tidlige forår. Fra 2017 er der udført forsøg under danske forhold med formål at undersøge effekten af forskellige delingsstrategier. I forsøgene er der gradvist tilført en større og større andel af kvælstoffet ved første tildeling ved vækststart om foråret.

Der er i alle forsøgene fra 2017-2020 høstet et signifikant højere udbytte ved at tildele en større andel kvælstof tidligt ved første tildeling i marts. I gennemsnit fra alle årene høstes der cirka 2 hkg mere pr. hektar ved at øge den første tildeling fra 50 til 100 kg N pr. hektar. Vinterbyggen bør altså startes op først ved vækststart primo marts efterfulgt af de øvrige vintersædsarter.

Tidspunktet er afgørende

Man kan godt blive fristet til at tildele kvælstof før vækststart, hvis føret tillader det. Det kan dog ikke anbefales, da der, ved for tidlig tildeling af kvælstof, før plantevæksten for alvor er startet, vil være en betydelig risiko for kvælstoftab enten opadgående i form af denitrifikation eller nedadgående i form at kvælstofudvaskning. Derudover kan der ske en udvintring af vintersæden, hvis der tildeles kvælstof i en periode med tøvejr, og det så efterfølgende giver frostvejr igen. 

Første tildeling af kvælstof skal som nævnt først ske ved vækststart. Plantevæksten starter først når jordtemperaturen stiger, hvilket er stærkt afhængigt af vandindholdet i jorden. Plantevæksten vil altså starte tidligere i en veldrænet jord sammenlignet med en dårligt drænet jord.

Figur 1 viser et eksempel på, at behovet først opstår når væksten starter. Eksemplet fra Himmerland viser, at man roligt kan trække den første kvælstoftildeling i vinterhvede, så længe at væksten ikke er startet. I dette eksempel startede kvælstofoptaget først for alvor i slutningen af april. Det er dog ekstremt vigtigt at der så på dette tidspunkt er let tilgængeligt kvælstof for planterne, således at afgrøden ikke sulter.

Kend behovet

Når vi kommer til den første tildeling af kvælstof, er det en god ide at korrigere N-behovet efter vintersædsmarkernes biomasse. Biomassen kan for eksempel vurderes i Cropsat eller CropManager ud fra afgrødens NDVI målt sidst i november 2020. NDVI er et vegetationsindeks som måler afgrøden reflektans. Kraftige vinterhvedemarker med NDVI > 0,65 skal for eksempel tilføres 15 Kg N mindre i første tildeling (figur 2). Denne korrektion kan foretages nu, så N-behovet allerede nu differentieres mellem markerne.  

Februar måned, som vi står i nu, er et oplagt tidspunkt til at få udtaget gylleanalyser i alle gylletanke. N-indholdet kan variere meget fra tank til tank, og når resultaterne fra gylleanalyserne føres direkte ind i Mark Online, giver det et overblik over den faktuelt tilførte N-mængde. Det er nemmere at ramme den ønskede N-mængde i gyllen, når N-indhold i hver tank er kendt – ellers er det det rene gætværk. Ved at kende indholdet i gyllen, er det dermed også mere realistisk at ramme N-optimum på hver mark.  

Læs også