Nyt biologisk middel letter varmestress på kartofler

Ny biostimulant til det danske marked skal styrke særligt kartoflers modstandsdygtighed overfor varme- og tørkestress. Quantis er Syngentas første biologiske middel på det danske marked, og er en biostimulant, der er særligt effektiv i forebyggelsen mod stress fra varme. Midlet modvirker den skade, klimaet kan forvolde afgrøden og kan derved forsikre mod udbyttetab.

Fremtidens fødevareproduktion vil i høj grad kræve, at der tænkes i nye baner, og at der hentes værktøjer ned fra uvante hylder. Derfor tror Syngenta på, at der er brug for produkter, som udnytter naturens egne styrker til at komplimentere deres eksisterende produktkategorier og lancerer biostimulanten Quantis som deres første biologiske middel på det danske marked.

- Dette er første produkt af flere i vores arbejde med at tilbyde landmænd nye løsninger, der kan bruges side om side med de kendte syntetiske midler. Vi er i fuld gang med at teste flere biologiske produkter i Danmark, da vi ønsker at levere produkter og løsninger – teknologiske, biologiske såvel som syntetiske – hvor vi nøje kan beskrive, hvordan de bidrager til at opnå bedst mulige dyrkningsvilkår, fortæller produktchef Inge Fiil Poulsen fra Syngenta Nordic.

Særlig effektiv i kartoffelmarken

Quantis er udviklet til netop at være effektiv mod den tørke- og varmestress, afgrøder kan udsættes for løbende i sæsonen. Midlet kan anvendes i alle typer afgrøder, og hos Syngenta forventes det, at særligt de danske kartoffelavlere vil få gavn af biostimulantens effekter.

- De danske vejrforhold er de senere år blevet mere og mere ekstreme. Danske landmænd kan ikke længere regne med, at sæsonerne udvikler sig ensartet. For kartoffelavlere er særligt de stigende temperaturer en udfordring, da høje varmegrader er problematisk for væksten. Derfor har vi i Syngenta set på, hvordan vi kan booste afgrødens forsvarsmekanisme, så den ikke skades unødvendigt af det varmere vejr, fortæller Inge Fiil Poulsen.

- Kommer temperaturen over 25 grader, vil kartoffelplanten blive så stresset, at den stopper væksten og lukker ned for processer, der er vigtige for fotosyntesen. Tørke, der ofte følger med varme, kan man til dels vande imod, hvorimod der skal andre midler til for at stoppe de fysiologiske processer, planten sætter i gang, når den rammes af hård varme. Forsvarsmekanismerne koster energi, som afgrøden ikke får igen, og som derfor vil koste på udbyttet til høst.

Økologiske såvel som konventionelle landmænd kan anvende Quantis for at afhjælpe deres afgrøders tørke- og varmestress.

Mekanismer

Den nye biostimulants effekt overfor varmestress leveres gennem en let tilgængelig blanding af organisk kulstof, aminosyrer, kalium og calcium, der supplerer plantens egne molekylære cellefunktioner. Forsøg både herhjemme såvel som England viser alle gode resultater ved forebyggende sprøjtninger med Quantis i kartofler.

- Vores forsøg viser de bedste resultater, når Quantis anvendes, inden den stressede periode opstår. Dertil viser forsøgene den bedste effekt ved at sprøjte en til tre gange i sæsonen med to liter Quantis til 150-200 liter vand pr. hektar, slutter produktchefen.

Biologiske midler

- Opdeles populært i to kategorier: Biostimulanter og biologiske bekæmpelsesmidler

- Biologiske bekæmpelsesmidler bruges til at beskytte planten mod angreb fra skadegører 

- Biostimulanter styrker planten eksisterende forsvarsmekanismer

- Biostimulanter er baseret på naturligt forekommende materialer og kan være videreforarbejdet via biologiske processor

- Effekterne kan være mangeartede, og afhænger af midlets ophav, indhold og sammensætning

Sådan virker Quantis

Quantis er fermenteret sukkerrørsmelasse udvundet som sidestrøm fra produktion af gær. Midlet er en biostimulant, som både økologiske og konventionelle kartoffelavlere kan anvende, og tilhører en gruppe af biostimulanter, der styrker afgrødens forsvar mod abiotisk stress, som eksempelvis klimatiske og andre ikke biologiske stressfaktorer.

Når en afgrøde udsættes for abiotisk stress, sætter afgrøden gang i forsvarssystemmer, der kræver store mængder energi, det aldrig får igen, og dermed koster udbytte. Quantis stimulerer og understøtter forsvarsværket ved at øge produktionen af antioxidanter samt at tilføje sukkerstoffer og aminosyrer, der hjælper med at opretholde saftspændingen i planten uden brug af unødig energi. Det sikrer alt sammen, at fotosyntesen holdes i gang under stressede forhold, og at væksten ikke går i stå.

Quantis virker ved at stimulere og understøtte plantens eksisterende forsvarsværk. Varme fremmer oxiadivt stress i form af ophobning af frie radikaler, der nedbryder plantens celler og enzymer. Dertil vil den blive udsat for osmotisk stress, der lukker af for fordampning fra bladene og effektivt stopper fotosyntesen. Som forsvar vil planten selv begynde at danne anti-oxidanter og osmosebeskyttende molekyler, men dette er en energitung proces, som vil påvirke dannelsen af kartoffelknolde negativt.

Quantis øger plantens produktion af antioxidanter og opretholder saftspændingen gennem tilføjelsen af sukkerstoffer og aminosyrer, så planten kan forsvare sig selv, uden brug af unødig energi.

Læs også

Det kører godt for sukkerroedyrkerne
11 bedrifter på Djursland er med i nyt forskningsprojekt
Spiseløgareal stiger i Tyskland
Godt nyt om glyphosat: Frankrig og tre andre EU-lande siger fagligt god for glyphosat
Planteavlskonsulent: - Græsukrudt er noget Fanden har skabt for at genere dansk landbrug
Markvandring tilbage i vante rammer