Sønderjylland skal blomstre, og har du lyst til at være en bivenlig landmand og vil du skabe mere variation i landskabet til glæde for insekter, dyr og mennesker, så har LandboSyd et godt tilbud til dig, lyder det fra rådgivningsvirksomheden.

I samarbejde med Søren og Jens Beck, Sydals, tilbyder LandboSyd nu at så blomsterstriber og vildtstriber i udkanten af markerne. Målet er, at det sønderjyske landskab vil være præget af blomsterstriberne til gavn for blandt andet bierne og forbipasserende, som kan plukke en buket.

Søren og Jens Beck har investeret i en ny stennedlægningsfræser, som i én arbejdsgang kan udføre arbejdet med at så frø med pollen og nektarstriber samt blomsterstriber. Fræseren er meget effektiv og efterlader nogle flotte to meter brede striber, hvor blomsterne har gode vilkår.

Bedre for bierne

Der er blandinger til både økologiske og konventionelle marker. Jens Beck udfører det praktiske arbejde, og der laves en køreplan, så arbejdet kan klares så effektivt som muligt, mens LandboSyd tager sig af det administrative arbejde i forbindelse med projektet, oplyser faglig assistent i planteavl, Gerco Klein Wassink.

Der mangler blomster i Danmark, og bierne lider på grund af manglende arealer med blomsterplanter. Det er en udfordring, som udsåning af blomsterstriber kan medvirke til at løse. LandboSyd arbejdede sidste år for første gang med blomsterstriber, og selvom tørken betød, at mængden af blomster blev lidt begrænset i en del af vækstsæsonen, er der generelt en tro på, at striberne virkede i forhold til bierne. 

Blomsterstriber
Valget står nu mellem tre frøblandinger
• En konventionel blomsterblanding, som giver en smuk blomstermark med lang blomstringstid. Blandingen indeholder blandt andet morgenfrue, brudeslør og mølleblomst
• En flot, økologisk blanding til glæde for både bier og forbipasserende. Blandingen indeholder blandt andet boghvede, kornblomst og honningurt.
• En konventionel pollen- og nektarblanding, som blandt andet indeholder jomfru i det grønne, stolt kavaler og solsikke
 

 

Planter