Kvælstofprognosen bygger på N-min-målinger foretaget i første halvdel af februar. Derefter forventes det, at klimaet er omkring normalen herefter.

Det oplyser chefkonsulent Leif Knudsen og landskonsulent Torkild Søndergaard Birkmose fra Seges.

Men fra den 15. februar til den 17. marts er der faldet fra 50 til 70 millimeter nedbør mere end normalt. Desuden har temperaturen været mere end fire grader højere.

- Det må derfor antages, at der er sket et større tab af kvælstof fra rodzonen end normalt, siden prøverne blev udtaget.

Tab og tilgang af N

Normalt tabes der cirka 0,9 kg kvælstof pr. hektar pr. 10 millimeter ekstra nedbør.

- Hvis det også er tilfældet i år, vil det ekstra tab udgøre fire til seks kilo kvælstof pr. hektar, siger Seges-konsulenterne.

Omvendt betyder den højere temperatur en større frigivelse af det organisk bundne kvælstof og en større optagelse i vinterafgrøderne.

- Yderligere er det en usikkerhedsfaktor, at den vandmættede jord i marts kombineret med relativt høje temperaturer kan betyde et større tab af kvælstof ved denitrifikation end normalt. Det gælder specielt på lerjord.

- Det er derfor vanskeligt præcist at sige, hvordan det afvigende vejr har påvirket mængden af tilgængeligt kvælstof i jorden.

- Der kan derfor være ekstra behov for i vækstsæsonen at vurdere afgrødernes kvælstofstatus mark for mark, slutter Seges-konsulenterne.