Den invasive planteart japansk pileurt er nu konstateret i hele Danmark. Og det er dårligt nyt for naturen og måske også for marker i Danmark.

En ny oversigt fra Miljøministeriet viser, at den invasive art, der vokser hurtigt, og er svær at bekæmpe, er kun få steder blevet bekæmpet og/eller udryddet.

I et rundspørge, der er foretaget af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, svarer ni ud af ti kommuner, at pileurterne har bredt sig og har udkonkurreret andre arter.

- I byen oplever vi, at de løfter belægninger, asfalt og fliser. Vi har dem også ved Holsted Å, der løber tværs gennem byen, og der kan vi se, at pileurten vokser lige igennem den betonkant, der ellers holder åen på plads. Så vi kan godt se, hvad der kommer til at ske, hvis vi ikke gør noget for at få den begrænset, siger Sally Huntingford, fagkoordinator i Natur og Landskab i Vejen Kommune til Momentum.

På Miljøstyrelsens hjemmeside er der gode råd til, hvordan man kan bekæmpe japansk pileurt.

I 2014 satte daværende miljøminister Kirsten Brosbøl gang i en kampagne, der skulle bekæmpe en lang række invasive plantearters fremgang i Danmark. Japansk pileurt var en af dem, men den er her altså stadig.

Planter