Ved Centrovices to årlige planteavlsmøder, Planteforum, henholdsvis i Vissenbjerg og Svendborg, fik deltagerne viden om vækstregulering, målrettede efterafgrøder, gødskning, råvare-handelsstrategi og hvorfor et øget fokus på den levende jord er nødvendig.

Som noget nyt fik samtlige deltagere også mulighed for at besøge stande med forskellige emner, hvor blandt andet indlæg om afgrødeøkonomi, frøgræs, kartofler og minivådområder gav mulighed for at ramme alle interesser blandt de mange fremmødte.

Især afdelingschefens indlæg om målrettede efterafgrøder var aktuelt, da den første af to ansøgningsrunder til at få tilskud til etableringen begyndte fredag den 1. februar.

- Det er muligt at opnå et tilskud på 529 kroner pr. hektar som kompensation for omkostningerne, sagde afdelingschef Leif Hagelskjær til den 120 fremmødte planteavlere i Vissenbjerg, og mindede om, at det var efter princippet »først til mølle«.

- Det gælder om at få søgt, for det er de første, der får, sagde han.

Risikerer krav om efterafgrøder

Han fremhævede de skærpede krav til ID15-oplandene, hvor kravene til efterafgrøder skal opfyldes. Er der ingen, der frivilligt byder ind på etablering i de angivne oplande, kan der komme krav om efterafgrøder eller alternativer med samme formål uden kompensation.

De nye regler kommer til at påvirke bedriften de næste tre år, hvor kravet til efterafgrøder stiger fra samlet 142.000 hektar i 2019 til cirka 350.000 hektar i 2021.

- Det er en betaling for Landbrugspakken, hvor vi fik de økonomisk optimale N-kvoter, sagde Leif Hagelskjær og indskød en bemærkning om, at efterafgrøderne efter de tre år, bliver den største afgrøde i Danmark.

 

Planter