Øko-eksport nærmer sig tre milliarder
Danmarks Statistik har offentliggjort sin årlige opgørelse over eksport og import af økologiske varer. Atter bliver alle rekorder slået.

Der er aldrig blevet sendt så mange økologiske varer ud af Danmark, som det er tilfældet nu. Der er heller aldrig kommet så mange økologiske varer ind i Danmark, som det er tilfældet nu. Arkivfoto
Som det er blevet en fast tradition i december, så jubler de foreninger, der repræsenterer de økologiske landmænd og virksomheder, når Danmarks Statistik i denne måned kommer med den årlige opgørelse over eksport og import af økologiske varer. Der er nemlig altid tale om ny rekord.
I år er alt som det plejer.
Endnu engang er der nemlig tale om en markant vækst i eksporten af økologiske varer ud af Danmark, som dermed aldrig har været større. Hele 21 procent lyder stigningen siden opgørelsen sidste år, og eksporten af økologiske varer nærmer sig tre milliarder kroner. I alt blev der i 2017 eksporteret økologiske varer for 2,96 milliarder kroner.
Det er hovedsageligt de europæiske lande, der i stigende grad efterspørger danske, økologiske varer. Hele 42 procent af den samlede eksport går til Tyskland, 16 procent går til Sverige, og Kina er tredjestørste eksportland med ti procent af den samlede eksport i 2017.
Særligt eksport af økologiske mejeriprodukter og æg voksede og udgør nu 42 procent af den samlede eksport.
Fra Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, lyder det:
- Det globale salg af økologi er mere end femdoblet siden år 2000. Forbrugerne verden over efterspørger i stigende grad økologi – men ingen i samme omfang som danskerne. Danmarks position som verdens førende økologination og de danske virksomheders evne til at udvikle innovative, økologiske produkter, der matcher tidens trends, gør dansk økologi eftertragtet på eksportmarkederne. Derfor sætter dansk økologi-eksport rekord år efter år, siger hun.
Fra Landbrug & Fødevarer lyder det fra afdelingsleder Mette Gammicchia, at den store vækst er glædelig.
- Det er rigtig godt for dansk økologi, fordi det betyder, at de danske producenter bliver mindre afhængige af hjemmemarkedet. Vi arbejder kontinuerligt på at åbne flere nye markeder for de danske økologer. I år har vi blandt andet haft eksportfremstød til Kina, Tyskland, Sverige, Finland og Italien, hvor der er stor interesse for dansk økologi, siger hun.
Underskud på handelsbalance
Når der kommer til import af økologiske varer til Danmark, bliver der i øvrigt også sat rekord. I 2017 blev der importeret økologiske varer for 3,86 milliarder kroner, hvilket er 900 millioner kroner mere, end der blev eksporteret varer for. Forskellen har aldrig været større.
Det er primært import af frugt og grønt, der trækker læsset. På bare to år er importen af økologisk frugt og grønt i Danmark blevet fordoblet, så der importeres for 1,5 milliarder kroner. Fra Landbrug & Fødevarer lyder forklaringen, at stigningen primært skyldes et stigende salg af økologisk frugt, der ikke produceres i Danmark – for eksempel bananer.
Stigningen i importen forklares også med, at den økologiske husdyrproduktion i Danmark er voksende, og at der derfor er brug for mere korn og foder til dyrene.
- Stigningen i importen viser tydeligt, at efterspørgslen efter økologiske fødevarer fortsat er i vækst herhjemme, siger Mette Gammicchia.
Økologiske varer udgjorde 1,6 procent af den samlede eksport af føde- og drikkevarer samt foder i 2017 og 4,7 procent af importen af føde- og drikkevarer samt foder.