I går sluttede Landbrug & Fødevarer sin årlige landsturné af regionale planteavlsmøder med Torben Hansen, formand for L&F, Planteproduktion og Troels Toft, sektordirektør for planter på Seges som gennemgående personer.

- Når jeg ser fremad, så er der rigtig meget ny teknologi på vej til planteavlen, slår Torben Hansen fast i sin politiske status på det møde, der tirsdag aften blev afholdt for cirka 50 deltagere hos VKST i Sorø.

Præcisionslandbrug vil fylde mere og mere. Og Seges kan levere meget på netop det område.

- I en hvedemark med for eksempel fem procent huller uden afgrøde kan præcisionsgødskning med stop for gødskning i hullerne nedsætte N-udvaskningen med 10 kg pr. hektar, siger formanden som eksempel.

- Denne reduktion vil betyde rigtig meget i forhold til vandområdeplanerne og de miljøkrav, vi får i fremtiden.

Torben Hansen er ikke i tvivl om, at teknikken til præcisionslandbrug vil udvikle sig eksplosivt i de allernærmeste år på samme måde som it og mobiltelefoner har ændret alles hverdag.

- Tænk på de første mobiltelefoner for få årtier siden. Og på, hvad vores mobiltelefon betyder i dag.

Ti procent selvfinansiering

Netop it og it-programmer er et hjørne i de mange arbejdsområder på landbrugets store rådgivningscenter Seges i Skejby. De giver direkte indtjening i et mindre profitcenter midt mellem det politiske og faglige arbejde.

Den store afdeling for planteinnovation på Seges omsætter årligt for cirka 80 millioner kroner. Disse udgifter finansieres med cirka 50 millioner fra promillemidlerne, som Seges samlet får i alt 78 millioner kroner fra.

Torben Hansen understreger, at promillemidlerne intet har med pesticidafgifterne at gøre. Men der er efterhånden en lang række andre organisationer, der nu også får en del af de i alt 250 millioner i promillemidler, som årligt deles ud.

Generelt skal Seges og andre, der får innovationspenge fra promillemidlerne, selv finansiere ti procent.

- Derfor må vi årligt skaffe seks-otte millioner kroner ved for eksempel at sælge it og software, konsulentydelser med mere til at dække de ti procent selvfinansiering.

- Vi løser også forskellige fælles projekter sammen med blandt andet Bæredygtigt Landbrug finansieret via 10-12 millioner kroner fra promillemidlerne, fortæller Torben Hansen.

Klima og stolthed

I bestyrelsen for plantesektoren indenfor L&F fylder pesticidafgiften, dato- og regelforenkling meget.
Klima er også et stadigt større politisk arbejdsområde for L&F’s planteområde.

- På den kommende plantekongres i januar sætter vi meget fokus på klima og landbrugets rolle i denne debat. Klimahensyn kommer afgjort til at påvirke vores landbrug, og vi må tænke i mere cirkulær genbrugsøkonomi.

- Det er afgørende nødvendigt, at vi i landbruget forholder os til klimadebatten her og nu og får en politik på dette område omkring blandt andet CO2, biogas og lavbundsjorde.

- Vi skal producere mere med mindre input, hvilket vi faktisk allerede har gjort de seneste år. Men jeg tror også, at vi skal aktivt sætte stoltheden i vores erhverv på dagsordenen. Jeg tror, det er helt nødvendigt at vise den stolthed og glæde, vi trods alt føler ved at være i landbruget – ikke mindst for at tiltrække unge til vores erhverv, slutter Torben Hansen.

 

Planter