Specielt dyrkede specialafgrøder
På Højstedgård ved Skibby har Morten Alfastsen i mange år dyrket specialafgrøder med passion.
Nogle dyrker specialafgrøder, andre dyrker deres afgrøder specielt. Morten Alfastsen, der driver Højstedgård ved Skibby, sydvest for Frederikssund i Nordsjælland, med fortrinsvis frøgræs og havefrø, gør begge dele.
- Det er jo et rigtig godt udstillingsvindue, jeg har lige ud til vejen. Der er flere, der hvert år kommer forbi bare for at se, hvad jeg nu har fundet på af spændende ting, fortæller Morten Alfastsen.
Han viser samtidig billeder af nogle af de farvestrålende marker, som de stod, da afgrøderne blomstrede: Lilla purløg, gul skorzonerod og de smukke frøstande på nigella, også kaldet »jomfru i det grønne«, som er det asiatiske svar på birkes, men med en anderledes smag, og anvendes som drys på for eksempel nanbrød.
- I år har jeg for eksempel introduceret to nye afgrøder på ejendommen. Det er mizuna, som er en japansk kålsort med fine krusede blade, og så den føromtalte nigella, fortæller Morten Alfastsen.
- Det der med at dyrke de traditionelle kornafgrøder, hvor hele dyrkningen sidder på rygraden – al ære og respekt for det. Men det, der driver mig, har altid været produktionen af de specielle afgrøder. At få en helt ny afgrøde i jorden og så følge den, fastslår han.
Startede med græsfrø
Morten Alfastsen startede i midten af 1990’erne med dyrkning af græsfrø. 10 år senere gik han så i gang med at producere spinatfrø, og siden er der gennem årene kommet flere havefrø til, hvor målet gennem alle årene har været at lave basisfrø.
Højstedgård har været i familiens eje, siden Morten Alfastsens farfar købte den som brandtomt og byggede en helt ny gård tilbage i 1948.
- Jeg bevarer de gamle bygninger, for jeg synes, de har charme og sjæl, fortæller han mens han fremviser laderne, hvor flere forskellige frøarter endnu ligger og tørrer, før de sendes videre ud i den store verden: frøgræs, skorzonerod, purløg og de førnævnte mizuna- og nigellafrø.
Store verdensandele
På ejendommen driver Morten Alfastsen i dag 130 hektar. Det er ikke som sådan en stor plantebedrift, men alligevel står han for en stor del – hele 25 procent – af verdens hybrid-purløgsproduktion, og det på kun fire hektar.
- Det er jo ikke stykker på 10, 20 eller 30 hektar, jeg dyrker. Det er jo højværdiafgrøder, hvor nogle af stykkerne måske kun er på et par hektar, men alligevel dækker en stor procentdel af verdensproduktionen.
- Jeg får måske en bestilling på et par hektar af en bestemt slags havefrø, som så ryger afsted til for eksempel en aftager i Danmark, men det kan også ende alle mulige andre steder i verden.
- De omkring to hektar mizunafrø, jeg har lavet i år, skal for eksempel til Sydkorea. Andre gange ved jeg ikke, hvor ordren ender henne, slutter Morten Alfastsen.



































