Firmaet FieldSense A/S har netop udviklet appen Sneglekortet, hvor alle kan indrapportere marker med konstaterede angreb af snegle.
Det oplyser landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Seges.

- Herved skulle der gerne opnås et overblik over angrebsstyrken i forskellige områder af landet, udtaler hun.

Overblik over snegleangreb

Appen er udviklet i forbindelse med et såkaldt GUDP-projektet om bekæmpelse af agersnegle i landbruget.

- Formålet med projektet er blandt andet at kunne udpege år og områder, der har haft gode vejrmæssige forhold for snegleangreb.

- Derudover vil antallet af snegle i forskellige jordtyper i en række marker blive undersøgt med henblik på at kunne foretage gradueret tildeling af sneglemidler i markerne, oplyser Ghita Cordsen Nielsen.

Desuden undersøges effekten og anvendelsesmåden af det biologiske produkt Nemaslug. Det indeholder levende nematoder, som bekæmper sneglene.

Kun angrebne marker noteres

Registreringerne på appen er opdelt i landbrug, havebrug, private haver og tilsvarende.

- Appen kan hentes i App Store eller Google Play. Der indrapporteres kun marker med angreb – det vil sige marker uden angreb indrapporteres ikke, lyder det fra Ghita Cordsen Nielsen.

Nu ses kålskimmel i vinterraps

Der er den sidste uges tid meldt om angreb af kålskimmel i nogle vinterrapsmarker, oplyser Ghita Cordsen Nielsen, Seges. - Angrebene starter på kimbladene, der gulner og visner. Angrebene kan også brede sig til løvbladene. Skimmelbelægningen ses altid på bladundersiderne, fortæller hun.

Ingen af de godkendte svampemidler har effekt mod kålskimmel.

- Men angreb tillægges mindre betydning i marker i god vækst, men kan hæmme væksten i sentsåede marker eller marker med svag vækst, understreger Ghita Cordsen Nielsen.

Planter