Motor og Veterantraktor Klubben Fyn’s aktivitetsdag og fynspløjning blev lørdag den 8. september for syvende år i træk afviklet på marker, som var stillet til rådighed af godset Brobygaard ved Sønder Broby.

De ikke mindre end 104 deltagende pløjere (82 sidste år) fordelte sig med 83 aktivitetspløjere/»hyggepløjere«, 17 konkurrencepløjere, heraf to fra Landboungdom (fire sidste år) samt fire spand hestepløjere (tre sidste år).

Ifølge dommernes pointtildeling lå kvaliteten af konkurrencepløjernes udførte pløjearbejde i gennemsnit på et højere niveau end både sidste og forrige år.

 

Dagens suverænt højeste pointtal på 108,75 blev scoret af Claus Bech, som gennem flere år har tegnet sig for en lang række mesterskaber.

Med sin veltjente Farmall H fra 1948 og en tofuret bugserplov var han den ene af to deltagere med tofuret bugserplov.

De to konkurrencepløjere fra Landboungdom, Michael Balle og Rasmus Hindsgaul, nåede begge ligeledes over de 100 point, idet de med kun »et mulehårs« forskel opnåede henholdsvis 105,50 og 105,25 point. Begge pløjede med tofuret Kverneland plov.

Se de øvrige resultater og mange billeder fra stævnet i næste uges LandbrugFyn. Læs avisen allerede fra i dag her på hjemmesiden.

 

Planter