Ny kandidat vil korrigere kursen: Små landmænd skal ikke bruge penge på dyre konsulenter
Det skal være let at være lille. Det mener formand for Østjydsk Familielandbrug Niels-Jørgen Thomsen, der nu stiller op som formand for Familielandbruget. Han mener, at det er urimeligt med alle de regler og krav, der gør det sværere for de små, som ikke har råd til at hyre konsulenter.

- Vi bliver flere, og kan vi stå sammen, så får vi en stærk stemme, der bliver svær at overhøre, siger Niels-Jørgen Thomsen. Foto: Velas
I fremtiden bliver der markant flere nicheproducenter- og deltidsbrugere. Derfor mener Niels-Jørgen Thomasen, at der er behov for, at der kommer forandringer i forhold til regler og krav, men også på den måde nichelandbrug er organiseret og arbejder sammen.
- Vi får en unik mulighed for at sikre forbedrede vilkår for nicheproducenter- og deltidsbrugere, hvis vi i højere grad arbejder sammen. Vi bliver flere, og kan vi stå sammen, så får vi en stærk stemme, der bliver svær at overhøre, siger Niels-Jørgen Thomsen.
- Først og fremmest duer det ikke, at man drukner i regler og bureaukrati
Niels-Jørgen Thomsen
Han driver selv et mellemstort landbrug med blandt andet en griseproduktion, men forventer at skulle skalere ned og satse på planteavl.
- Først og fremmest duer det ikke, at man drukner i regler og bureaukrati. Det gælder for alle, men når man er stor, kan man nemmere købe sig til hjælp fra konsulenter. Det skal være muligt at have en sund lille virksomhed med fødevareproduktion uden at skulle bruge en masse ressourcer på administration, tilføjer Niels-Jørgen Thomsen.
Fornuftige bundlinjer
Han påpeger, at små fødevareproducenter har et potentiale i både at skabe fornuftige bundlinjer og producere bæredygtigt. For de kan hurtigere tilpasse sig nye forretningsmuligheder og behøver ikke store investeringer i deres produktionsapparat.
- Jeg mener derfor, at der er rigtig meget at kæmpe for på vegne af nicheproducenter og deltidsbrugene. Derfor har jeg valgt at stille op som formand for Familielandbruget, siger han og uddyber:
- Jeg har erfaring med at organisere medlemmer, få deres udfordringer frem i lyset og komme i dialog med beslutningstagere, der kan gøre en forskel. Det arbejde vil jeg gerne fortsætte med i Familielandbruget.
Vil korrigere kursen
- Lone Andersen har gjort et rigtig godt stykke arbejde som formand i over ti år. Jeg vil gerne fortsætte, hvor hun slap, men bliver jeg formand, vil jeg korrigere kursen. Os i familielandbrugene har brug for en stærkere stemme og øget styrke, så vi hverken bliver overset eller tromlet, tilføjer Niels-Jørgen Thomsen.
- Og jeg ser frem til nogle gode debatter i valgkampen, for det er et emne, der i den grad ligger mig på sinde. Det handler ikke kun om min produktion. Det handler om dansk landbrugs fremtid. En fremtid, hvor niche- og deltidsbrug i den grad kommer til at spille en meget markant rolle.
Niels-Jørgen Thomsen har en del bestyrelseserfaring, herunder som formand for Østjydsk Familielandbrug siden 2017 og medlem af L&F's sektor for gris siden 2019. Han sidder også i bestyrelsen for rådgivningsvirksomheden Velas og har været aktiv i Det Konservative Folkeparti i Randers siden 2024.