Nyt udvalg skal bane vej for grønnere landbrug
Regeringen har nedsat et klimatiltagsudvalg, som skal sætte yderligere skub i udviklingen og brugen af klimateknologier i dansk landbrug. Målet er at sikre, at flere innovative løsninger hurtigt kan tages i brug og på den måde hjælper til med at nå klimamålene.

I fremtiden skal der andre løsninger end f.eks. gyllekøling og pyrolyse til, for at landbruget kan komme i mål med at reducere udledningen af klimagasser. Billedet her stammer fra indvielsen af det store pyrolyseanlæg SkyClean i Vrå i Nordjylland. Arkivfoto: Christian Carus
Det er ikke nogen hemmelighed, at dansk landbrug står overfor en mammutagtig opgave med at reducere udledningen af drivhusgasser frem mod 2030 og længere frem. Men nu er der hjælp på vej fra regeringen, der meddeler, at man har nedsat et nyt klimatiltagsudvalg for at styrke arbejdet med at få flere klimateknologier fra idéstadiet ud i praksis i stalde og på marker.
Udvalget er en direkte opfølgning på trepartsaftalen, og det, altså udvalget, skal fremover hvert år komme med anbefalinger til, hvilke teknologier og tiltag, der bør prioriteres i det videre forsknings- og udviklingsarbejde.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) peger på, at det ikke er nok med gode ideer – teknologierne skal tages i brug i virkeligheden.
- Landbrugets udledninger skal ned, og det kræver, at vi får fjernet barrierer for den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at vi får godt gang i de klimateknologier og -tiltag, der kan gøre landbruget grønnere og mere bæredygtigt, siger han i en pressemeddelelse.
- Landbrugets udledninger skal ned, og det kræver, at vi får fjernet barrierer for den grønne omstilling
Lars Aagaard (M), klimaminister
Teknologier skal hurtigere ud at virke
Blandt de teknologier, der allerede er i fokus, er gyllekøling og pyrolyse, hvor biomasse omdannes til biokul, som kan lagre CO2 i jorden. Men udvalget skal også se på, hvordan man kan understøtte udvikling og godkendelse af nye løsninger.
Minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), understreger betydningen af at samle aktører med viden og erfaring:
- Vi skal sikre, at idéerne ikke bliver på tegnebrættet, men kommer helt ud i staldene og på markerne, siger han.
Udvalget skal også diskutere barrierer og muligheder for de teknologier, der allerede er under udvikling. Ifølge fødevareminister Jacob Jensen (V) er det målet, at de landmænd, der går forrest i den grønne omstilling, også skal kunne reducere deres kommende CO2-afgift til nul.
- Vi skal ikke vælge mellem klima og konkurrenceevne, men sikre begge dele, siger ministeren.
Branchen klar til at bidrage
Hos Landbrug & Fødevarer ser man frem til arbejdet i det nye udvalg. Klimadirektør Niels Peter Nørring kalder nedsættelsen for en »rigtig god nyhed«.
- Udvikling og implementering af nye klimateknologier er vejen frem for reduktion af landbrugets klimagasser herhjemme og globalt. Nu er det vigtigt, at vi i udvalget kommer hele vejen rundt, så der kommer virkemidler både til enterisk metan, staldene, lageret og til markerne – for både konventionelle og økologiske bedrifter, siger han.
Niels Peter Nørring understreger også behovet for at få opdateringer på, hvor langt man er med at godkende allerede kendte virkemidler. For 2030 nærmer sig hurtigt, og landmændene skal have de nødvendige redskaber på plads i tide.
Klimatiltagsudvalget består af repræsentanter fra i alt ni organisationer, blandt andre Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Seges Innovation og universitetsmiljøerne. Første møde ventes afholdt inden sommer.