EU-advokat: Foreslået kvælstofregulering strider mod EU-retten

Ifølge advokat med speciale i EU-ret, Hans Sønderby Christensen, er den aktuelt foreslåede kvælstofregulering retsstridig.

Han forklarer, at det skyldes, at reguleringen er usammenhængende og usystematisk og uddyber, at det er i strid med den primære EU-ret at anvende en naturtilstand løsrevet fra en referencetilstand for tilførsel af kvælstof med 6.000 år.

- Når miljøtilstanden cirka år 1900 anvendes som mål, er det usammenhængende og usystematisk at ville anvende en referencetilstand for landbruget 6.000 år tidligere, som for øvrigt kun måles uden for de næringsrigeste jorder i Danmark – dengang som nu, påpeger han.

Dermed læner advokaten sig op af fageksperter i Bæredygtigt Landbrug (BL), som fastslår, at der anvendes to forskellige kriterier for naturtilstand og referencetilførsel.

6.000 års spring

- En regulering, hvor naturtilstanden løsrives fra referencen for tilførsel, er modstridende og derfor i strid med EU-Domstolens praksis, understreger Hans Sønderby Christensen.

Han tilføjer, at reguleringen desuden medfører en fagligt umulig situation i strid med det juridiske forbud i den primære EU-ret mod at stille erhvervsdrivende i en umulig situation.

BL's direktør, Jørgen Evald Jensen, bekræfter, at den referenceramme, som anvendes for tilførsel, er adskilt med cirka 6.000 år fra naturtilstanden, der er fastsat til omkring år 1900.

Yngre jægerstenalder

Ifølge direktøren er landbruget nogenlunde i mål i forhold til naturtilstanden omkring år 1900, som opfylder Kommissionens anbefaling om at operere med historiske data frem for modeller og ekspertvurderinger.

Han forklarer, at man fagligt har – efter at have konstateret, at landbruget er i mål i forhold til år 1900 – flyttet referencerammen for kvælstoftilførsel cirka 6.000 år længere tilbage til yngre jægerstenalder.

Desuden henviser han til, at Seges Innovation allerede i 2020 fastslog, at det svarer til at »operere med to referencer, der er adskilt med omtrent 6.000 år. Hhv. ålegræs år 1900 og klorofyl beregnet med kvælstof fra naturopland svarende til grænsen mellem jæger- og bondestenalder«.

Advokat Hans Sønderby Christensen fastslår på denne baggrund, at reguleringen er retsstridig.

En regulering, hvor naturtilstanden løsrives fra referencen for tilførsel, er modstridende og derfor i strid med EU-Domstolens praksis

Hans Sønderby Christensen, advokat med speciale i EU-ret

Statens bevisbyrde

Ifølge advokaten har myndighederne bevisbyrden for, at det er nødvendigt at flytte referencerammen for kvælstoftilførsel 6.000 år tilbage, når den naturtilstand, man ønsker at opnå, forelå omkring år 1900 og håndfast kan dokumenteres i Danmark gennem ålegræsudbredelsen og næringsstoftilførslen på daværende tidspunkt. Han oplyser videre, at EU-Kommissionen har fastslået, at historiske data har den højeste juridiske værdi ved implementeringen.

Formand for BL, Niels Hauge Mikkelsen, ser alvorligt på konsekvenserne af kvælstofreguleringen.

- Hvis det, der er på bordet nu, står til troende, står det til at koste os milliarder og mange familiers fremtid på landet at bringe N-tilførslerne 6.000 år tilbage i tiden, siger han, og understreger, at der mangler at blive ført bevis for, at det skulle være nødvendigt at føre niveauet af tilførslerne 6.000 år tilbage i tiden.

- Vi savner at se bevis for, at det – selv om den miljøtilstand, man ønsker at opnå, har reference omkring år 1900 – skulle være nødvendigt at flytte tilførslerne 6.000 år tilbage i tiden.

Tyskland anvender år 1900

- Når vores naboer i Tyskland kan operere med år 1900, savner vi håndgribelige beviser for, at det er nødvendigt at straffe os danske landmænd så hårdt, som det sker her, med de fælles europæiske regler. Det tror vi ikke på holder i byretten, udtaler han.

Advokat Sønderby karakteriserer Domstolens krav om sammenhæng og systematik for at blåstemple nationale indgreb således:

- Det er almindeligt anerkendt i den førende internationale EU-juridiske teori, at jo mere usammenhængende, ligefrem selvmodsigende, et indgreb er, desto mere giver det indtryk af, at formålet kan være et andet end det, der påberåbes. Hvis lovgiver vil fjerne sig fra mistanken om, at hensigten helliger midlet, skal reguleringen være sammenhængende og systematisk. Det er den tydeligvis ikke, fastslår han med henvisning til fageksperterne.