Blå blok kræver, at nye eksperter ser på målbelastningen

En samlet blå blok har indkaldt miljøminister Lea Wermelin (S) og fødevareminister Rasmus Prehn (S) i åbent samråd efter nye tal for målbelastningen.

I sidste uge kom det frem, at forskere på Aarhus Universitet anbefaler, at målbelastningen i de næste vandplaner sættes ned. 

Forud for  de kommende vandområdeplaner har de således opstillet en række scenarier for, hvad målbelastningen skal ned på, for at vandmiljøet kommer i god økologisk tilstand.

Alle scenarier rykker målstregen længere væk end i dag. I de aktuelle vandområdeplaner regner man med en målbelastning på 44.700 tons kvælstof, men i sit grundscenarie regner man nu med en målbelastning på 36.600 tons. Et tal, der kan stige til knap 42.000 tons, hvis man samtidig reducerer udledningen af fosfor med 50 procent.

I visse scenarier regner man med målbelastning helt ned på 27.000 tons kvælstof. Det er mere end en halvering i forhold til udledningen i dag.

Second opinion

De nye tal får nu en samlet blå blok til at indkalde miljøminister Lea Wermelin (S) og fødevareminister Rasmus Prehn (S) til et åbent samråd. Det oplyser Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen.

De nye voldsomme krav til dansk landbrug vil få dramatiske konsekvenser, lyder det.

- Regeringens eksperter har spillet ud med nye voldsomme målbelastninger på kvælstofområdet Meget store landbrugsarealer ser ud til at blive braklagt. Regeringen skal nu redegøre for konsekvenserne af de nye voldsomme forslag. Det skal  miljø- og fødevareministrene svare på i åbent samråd efter nytår i Folketingets Miljø- og fødevareudvalg. Det ser helt uacceptabelt ud i den udgave vi hidtil har set offentligt.

- Vi kræver, at der også kommer andre eksperter på sagen, så vi kan få en second opinion og andre forslag på bordet. Der er brug for at få et virkelighedstjek på hele området, lyder det fra Erling Bonnesen.

I sidste uge kritiserede både Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug de nye scenarieberegninger.

Arbejder videre

Fra miljøminister Lea Wermelin lød det i sidste uge i en skriftlig kommentar til beregningerne:

-  Vores vandmiljø er presset, og selvom vi har strammet kvælstofreguleringen flere gange, står vi overfor en stor udfordring. Vi er i en proces lige nu, hvor vi arbejder med at få grundlaget på plads for næringsstoffer i forhold til de kommende vandplaner. Det bliver der arbejdet på højtryk med. Nu skal vi have de endelige tal, men det er klart, at det er en bunden opgave at få udledningen af kvælstof længere ned, og det kommer vi til at tage fat på politisk i starten af det nye år, skrev hun.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

 

Læs også