Flere nye borgmestre er landmænd
Et medlem af Bæredygtigt Landbrug er ny borgmester i Hjørring Kommune, mens en eksformand for Landbrug & Fødevarer nu skal være borgmester i Thisted. I Silkeborg tabte en landmand borgmesterkæden til en socialdemokrat.

Medlem af Bæredygtigt Landbrug og Venstre-landmand Søren Smalbro er ny borgmester i Hjørring fra 1. januar.
Borgmesterkæderne skal fra nytår hænges på skuldrene af en række danske landmænd og personer rundet af landbruget. Det viser en lille gennemgang af resultaterne fra kommunalvalget tirsdag den 16. november.
I Nordjylland kan borgmesterkæden i Thisted Kommune nu hænges på tidligere formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, der fremover formentlig får markant mere at se til udover pasningen af sine 180 malkekøer. Niels Jørgen Pedersen, der stoppede som formand i Landbrug & Fødevarer i 2012, har senest været viceborgmester i Thisted Kommune.
Også Venstre-landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug Søren Smalbro er fra 1. januar ny borgmester i Hjørring Kommune. Her tager han over efter socialdemokraten Arne Boelt, hvis parti tabte hele fem pladser. Venstre gik frem med to pladser til i alt ni pladser – én færre end Socialdemokratiet. Søren Smalbro har slagtesvin, kødkvæg og et markbrug på omkring 130 hektar.
Per Bach Laursen (V), borgmester i Vesthimmerland, fortsætter i sin anden borgmesterperiode, mens landmanden Hans Ejner Bertelsen (V), Bedsted, atter forblev borgmester i Morsø. I Brønderslev genvandt deltidslandmanden Mikael Klitgaard (V) også borgmesterposten.
Den økologiske landmand Mads Jakobsen (V) blev ny borgmester i Struer, mens kartoffelavleren Ib Lauritsen snuppede borgmesterposten endnu engang i Ikast-Brande.
I Silkeborg måtte Venstre-borgmester og landmand Steen Vindum give fortabt og overlade posten til udfordreren Helle Gade (S). Ny viceborgmester er Johan Brødsgaard (R). Venstre gik tilbage med 6,1 procentpoint.