Af Lars Iversen, næstformand L&F Centrovice
Der er gang i den grønne omstilling i alle sektorer, også landbrugssektoren.
Vi har længe været i gang med at udvikle nye metoder og forbedre vores bedrifter. Vi ved, at det haster og det er derfor noget vi prioriterer.
Når man skal udvikle en hel sektor, tager det mange ressourcer – tid, penge og viden. Det er noget vi gerne investerer i, da det både gavner os selv, samfundet og vores jord. Men for at lykkedes, er det nødvendigt, at landbruget står stærkt og har ressourcerne til det.
Det er derfor et problem, når det gang på gang forslås, at der skal tages finansiering ud af sektoren. Det er ikke den rigtige vej at gå. Hvis vi afvikler landbruget, vil vi stå tilbage med svækkede bedrifter, som kæmper for at overleve, i stedet for stærke virksomheder, som har ressourcerne til at gå forrest i klimakampen. Derfor vil CO2 afgifter ikke hjælpe. De vil kun tage penge ud af sektoren, som ellers er sat af til at udvikle nye bæredygtige metoder.
Der er brug for intelligente løsninger. I landbruget har vi mange førende eksperter, som kender deres egne bedrifter og metoder bedre end nogle andre. Vi ved bedst selv, hvordan vi dyrker fødevarer mest bæredygtigt, optimere vores energiforbrug osv. Vi mener derfor, at vi er de rigtige til at løfte opgaven.
Der vil være kritikere, som mener, at det er farligt at lade landbruget arbejde for den grønne omstilling uden statslig indblanding. De er bekymrede for, at den grønne omstilling ikke vil blive prioriteret. Men når klimaforandringerne skaber tørke eller skybrud, bliver vores sektor hårdere ramt end de fleste. Vi er topmotiverede for at gøre noget.
Derudover arbejder vi indenfor den brede landbrugsaftale, som blev vedtaget sidste år. Her blev det aftalt, at der skulle ske en CO2 reduktion. Lad os selv komme i mål. Hvis vi får lov til at udvikle nye tilgange og produkter kan vi være et foregangsland, som kan inspirere landbrug i hele verden. Det er ikke kun til gavn for det danske klimaregnskab, men for klimaet på verdensplan.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi når klimamålene for 2050. Så længe vi får tid og lov til at bruge vores ressourcer på udvikling, er jeg sikker på, at vi finder de rigtige løsninger.