Landbruget raser efter ny klimarapport
Hvis landbruget skal nå sine klimamål i 2030, skal der ændres i produktionen, og der skal også skæres ned på produktionen af biogas, mener Klimarådet. Det får skarpe kommentarer med på vejen.

Det er med hovedet under armen, at Klimarådet forsøger at blåstemple en så ødelæggende CO2-afgift, mener Jørgen Evald, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug. Arkivfoto: Morten Ipsen
Der skal både udvikles nye klimateknologier, men også laves betydelige ændringer i sammensætningen af dansk landbrug med mindre kvægbrug og mere planteproduktion, hvis landbruget skal kunne bidrage til, at Danmark når klimamålene i 2030.
Det mener Klimarådet, der mandag sendte rapporten »Landbrugets omstilling ved en drivhusafgift« på gaden. I rapporten konkluderer rådet, at man ved en klimaafgift på 750 kroner pr. ton CO2 vil kunne sænke landbrugets udledning af klimagasser med 45 procent.
Det svarer til et fald i udledningen på 5,5 millioner tons CO2, og det er ifølge Klimarådet et mere effektivt skrift i kampen for at sænke udledningerne end for eksempel tekniske tiltag.
- Vi kan ikke regne med, at teknologien alene kan løse de klimaudfordringer, landbruget står over for, siger næstformand i Klimarådet, Jette Bredahl Jacobsen til Politiken.
Vil få konsekvenser
Og en sådan afgift vil få konsekvenser for beskæftigelsen i landbruget, konkluderer hun overfor avisen.
- En klimaafgift vil selvfølgelig ramme nogle, der enten vil gå konkurs eller blive nødt til at lave en omstilling, fordi betalingen på afgifter bliver så høj, at det ikke kan svare sig at drive en bedrift på den måde, de gør i dag. Men vi kan ikke nå klimamålet, hvis vi fastholder den produktionsstruktur, vi har i dag, siger Jette Bredahl Jacobsen.
Udmeldingerne får ikke overraskende knubbede ord med på vejen fra landbrugsorganisationerne. Hos Landbrug & Fødevarer kritiserer klimadirektør Niels Peter Nørring, at Klimarådet efter hans mening ikke spiller med åbne kort.
- Klimarådets beregninger bekræfter, hvad der allerede er bred enighed om, og som en ny analyse fra Seges viser: En Co2e-afgift på kr. 750 vil fjerne forretningsgrundlaget for hovedparten af landbrugsproduktionen. Det vil underkende erhvervets innovationspotentiale, og forhindre dansk landbrug i at kunne omstille sig, siger Niels Peter Nørring og fortsætter:
- Det er kritisabelt, at Klimarådet ikke klart lægger kortene på bordet. Afgiften vil føre til en betydelig konkursbølge og medføre et kapitaltab på over 160 milliarder kroner. Klimarådets anbefalinger er at igangsætte denne konkursbølge, uden at de forholder sig til konsekvenserne, siger han.
»Landbrugsfjendtligt«
Også Bæredygtigt Landbrug langer ud efter selve ideen om en CO2-afgift. Spørger man den faglige direktør Jørgen Evald Jensen, er den fjendtlig overfor landbruget.
- Det er rystende, at Klimarådet slet ikke forstår sammenhængen mellem en landbrugsfjendtlig CO2-afgift og de katastrofale konsekvenser, den vil få for både erhvervet og samfundet som sådan. Det er galimatias på dén måde bevidst at lukke ned for fødevareproduktionen.
I analysen hæfter Klimarådet sig blandt andet ved, at en afgift på 750 kroner pr. ton CO2-ækvivalent godt nok vil medføre lækage – altså hvor produktion af fødevarer flytter fra Danmark til udlandet – men at resten af verden med tiden forventes at indføre lignende klimatiltag.
- Det er virkelig med hovedet under armen, at rådet nu forsøger at blåstemple en så ødelæggende afgift med bemærkninger om, hvad man tror om alle andre nationers fremtidige tiltag. Man forstår tydeligvis ikke, at selv hvis spådommen holder stik, vil den danske produktion være lukket ned på dét tidspunkt, forklarer Jørgen Evald Jensen.
Kiær er uforstående
Også Bæredygtigt Landbrugs formand, Peter Kiær, er helt uforstående overfor konklusionerne i Klimarådets analyse, der ifølge organisationen bygger på åbenlyst forkerte skøn om stigende udledning fra kvæg i fremtidens Danmark. Og hvor man kun kigger på allerede eksisterende klimavirkemidler og ikke på alle de tiltag, der er under udvikling.
- Tænk, at FN advarer om en voksende verdensbefolkning, der behøver mere mad, og så sidder der såkaldte eksperter herhjemme og gør, hvad de kan for at ødelægge madproduktionen i et af klodens vigtigste fødevarelande. Vi har altså en af verdens mest miljø- og klimavenlige landbrugsproduktioner her til lands, fastslår Peter Kiær.
Også den stigende produktion af biogas i Danmark vækker bekymring hos Klimarådet, der peger på, at en klimaafgift skal føre Danmark frem mod mere langsigtede mål.
- Reduktioner via teknisk omstilling risikerer at modarbejde den langsigtede omstilling, hvis der foretages store investeringer i for eksempel biogas, som fastholder den nuværende produktionsstruktur og dermed begrænser muligheden for en strukturel omstilling på langt sigt, skriver Klimarådet.
Udmeldingen vækker mildest talt ikke begejstring hos Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.
- Det er helt uforståeligt, at Klimarådet i en ny rapport melder ud, at investeringer i klimareducerende tiltag i form af for eksempel biogas og nye stalde kan være med til at modarbejde den langsigtede omstilling af fødevareproduktionen, siger han i en kommentar.
Regeringen forventes at komme med et udspil til en CO2-afgift, når det såkaldte Svarer-udvalg har lavet den rapport, der skal danne baggrund for udarbejdelsen. Den kommer efter planen i efteråret.