V-ordfører: - Vi skal ikke producere færre fødevarer

Regeringspartiet Venstre mener, at Danmark godt kan nå egne klimamål uden at have mindre fødevareproduktion. Og det gælder også den animalske.

- Jeg synes ikke, vi skal producere færre fødevarer. Jeg synes, vi skal udvikle fødevareerhvervet. Jeg synes ikke, vi skal styre, hvad virksomheder producerer, eller hvor mange køer og grise, vi har her i landet.
Sådan lød det fra Venstres klimaordfører, Linnea Søgaard-Lidell, da hun torsdag var gæst i DR2-programmet Deadline.

Dermed går regeringspartiet imod den rapport, som Klimarådet sendte ud tidligere på ugen, og som slog fast, at Danmark ikke kan nå hverken sine egne 2030-mål eller de klimamål, der er vedtaget på EU-plan, uden at der bliver skåret ned på især den animalske produktion.

Og det haster ifølge klimarådets næstformand Jette Bredahl Jakobsen.

- Vi har enormt travlt, hvis vi skal nå vores klimamålsætninger. I Klimarådet har vi til opgave at rådgive om, hvordan vi når de her klimamålsætninger. Og det vi kan se, det er, at fremskrivningerne viser bare, at det ikke går hurtigt nok, sagde hun til et debatmøde under Kvægkongressen i Herning i denne uge.

V: Vigtigere med rammer

Udgivelsen af rapporten har dannet bagtæppe for et politisk stormløb mod landbruget, især fra den politiske venstrefløj, men regeringen har indtil videre holdt fast i, at man afventer anbefalingerne fra det såkaldte Svarer-udvalg, der skal være med til at danne køreplanen for en CO2-afgift på landbrugets biologiske processen.

I interviewet slog klimaordføreren fast, at det ifølge hende er vigtigere med nogle rammer, der kan sikre, at fødevareproducenter selv kan finde den rette vej, som hun udtrykte det. Og hun har stadig tiltro til, at teknologiske løsninger kan være nøglen for, at landbruget kommer i mål med sine klimaambitioner.

- Vi har gang i rigtig mange ting. Det er jo ikke kun landbruget, der er ved at omstille sig. Hvis vi lykkes med at producere mere på færre arealer og plante mere skov, så kan der rykke ved nogle balancer, sagde hun og fortsatte:

- Jeg er lidt mere optimistisk på teknologiens vegne, end jeg tror, Klimarådet er. Det baserer jeg på, hvad jeg møder i den virkelige verden, sagde hun.

Den længe imødesete rapport fra Svarer-udvalget forventes klar til efteråret.

Læs også