Partilederne i Folketinget er mandag aften kl. 20 inviteret til en orientering om Mette Frederiksens sms'er i minksagen, skriver B.T.
I aften kl. 20 afholdes der et møde i Forsvarsministeriet. Men det er ikke noget almindeligt møde. For på mødet vil fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen komme med en orientering i sagen om de tekstbeskeder i minksagen, der er kommet fornyet blæst omkring.
Det skriver B.T., der har set invitationen. Lund Poulsen vil dog ikke være alene omkring orientering, men vil være flankeret af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste.
»Jeg vil i samme forbindelse orientere om en opsætningsfejl, som Center for Cybersikkerhed er blevet opmærksom på i forbindelse med afdækningen af sagen. Det skal understreges, at opsætningsfejlen ikke har haft betydning for muligheden for at tilgå indholdet af iMessages i den aktuelle sag«, skriver forsvarsministeren.
Sagen presser Venstre
Venstre er pressede i sagen fra flere sider. Som bekendt ville partiet have kuglegravet sagen op til sidste folketingsvalg, men skiftede kurs med 180 grader, da partiet efter valget kom i regering med Socialdemokratiet.
I sidste uge kom det frem, at FE ikke havde fået hjemmel til at undersøge tekstbeskeder. Det har otte forskellige partier efterfølgende krævet, at efterretningstjenesten får.