De Radikale Venstre præsenterer nu et nyt klimaudspil, der blandt andet vil gøre det væsentligt dyrere at købe oksekød.
Et ganske vidtgående forslag bliver nu præsenteret af ledelsen hos De Radikale. Det skal ifølge partiet lette det danske CO2-aftryk med 60 procent, og det vil betyde, at ting, som partiet ser som klimaskadelige, bliver væsentligt dyrere.
Det skriver flere medier, blandt andet Berlingske. Udspillet indebærer, at okse- og kalvekød skal være 10 procent dyrere, end det er i dag. Også cement, tekstiler og emballage skal være dyrere.
- Et par jeans kan godt komme til at koste 20 kroner ekstra, mens et kilo hakket oksekød vil stige mellem otte og ti kroner med den her model, siger partiets næstformand Samira Nawara til avisen.
Partiets formand, Martin Lidegaard, siger til avisen, at partiet dog ikke ved, hvilken reduktion i CO2-aftrykket, som udgiftsændringerne ville medføre, hvis de blev vedtaget. Han siger, at ingen har regnet på det tidligere.
- Det er nærmest en forskningsdisciplin i sig selv at udregne det konkrete CO₂-aftryk på en vare, så det er vi ikke de bedste til. Det skal vi nok have embedsværket til at regne igennem, men det er vores bedste bud baseret på de forskningsinput, vi har kunnet finde, siger Martin Lidegaard.
Partiet vil samtidig bruge den øgede indtægt fra klimaafgifterne til at gennemføre skattelettelser i bunden af indkomstsegmentet.
Udspillet kommer forud for den rapport fra Svarer-udvalget, der skal føre til en indførelse af en CO2-afgift på landbruget, blandt andet på CO2-udledningen via biologiske processer som for eksempel udledning af metan fra køer.
- Et kilo hakket oksekød vil stige mellem otte og ti kroner med den her model
Samira Nawara, næstformand, De Radikale – til Berlingske