BL-formand om »grøn trepart«: Det er positivt, at man nu vil lytte mere til erhvervet

Det glæder Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær, at regeringen vil søge inspiration hos landbruget, men det burde være sket for lang tid siden, siger han.

Det bliver ikke lige foreløbig, at dansk landbrug bliver belastet af en CO2-afgift på fødevareproduktionen.

Det var ellers meningen, at politikerne på Christiansborg skulle skrue en afgift sammen, når det såkaldte Svarer-ekspertudvalg omkring jul er færdig med sine anbefalinger. Men nu lader SVM-regeringen sig inspirere af den danske tradition med trepartsforhandlinger for at udforme en klimaafgift på landbruget, der skal være spiselig for både landbrugserhvervet og grønne organisationer.

Med økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) for bordenden skal parterne i løbet af foråret finde en løsning på den klimaknibe, som for tiden giver store dønninger i Venstres bagland, skriver flere medier.

Det betyder, at regeringen nu inviterer til en grøn trepart, der skal understøtte dialog, samtænkning og en både grøn og økonomisk bæredygtig omstilling af fødevareerhvervet.

Syltekrukke

Regeringen skal sidde til bords med brancheorganisationerne Landbrug & Fødevarer og DI, de grønne organisationer Danmarks Naturfredningsforening og tænketanken Concito samt fagforeningerne Dansk Metal og NNF.

Oppositionspartierne kalder trepartsforhandlingerne om en CO2-afgift for en syltekrukke. Og dén kritik forstår Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær sådan set godt, skriver Bæredygtigt Landbrug.

- Det er muligt, at mange landmænd nu glæder sig over, at arbejdet med en afgift på ny forsinkes. Men selv om jeg sådan set hilser disse trepartsforhandlinger velkommen, undrer det mig, at man først kommer med dette udspil så langt inde i regeringsperioden, lyder det fra Peter Kiær, der fortsætter.

- Det var netop dén model, som Moderaterne – der trods alt sidder med i regeringen – gik til valg på. Der er gået rigtig lang tid siden dén valgkamp, og selv om en ødelæggende afgift naturligvis gerne må komme så sent som muligt, har vi landmænd altså brug for at vide, hvad politikerne vil med dansk landbrug. Men det er som sagt positivt, at man nu vil lytte mere til erhvervet. I Bæredygtigt Landbrug giver vi også gerne vores besyv med, siger Bæredygtigt Landbrugs formand.

Selv om en ødelæggende afgift naturligvis gerne må komme så sent som muligt, har vi landmænd altså brug for at vide, hvad politikerne vil med dansk landbrug. Men det er som sagt positivt, at man nu vil lytte mere til erhvervet

Peter Kiær, formand, Bæredygtigt Landbrug

Læs også