Den finske venturefond Nordic Foodtech VC har sikret sig en investering på op til 30 millioner euro – svarende til omkring 224 millioner kroner – fra Den Europæiske Investeringsfond, EIF.

Investeringen går til Nordic Foodtech VC's anden fond, som blev lanceret i 2025 og har et samlet mål om at rejse 80 millioner euro (598 millioner kroner).

Pengene skal investeres i unge teknologivirksomheder inden for landbrug og fødevarer, som udvikler løsninger på nogle af de udfordringer, der præger Europas fødevaresystem. Det gælder blandt andet afhængigheden af importerede proteiner og næringsstoffer, klimaforandringer og mere sårbare globale forsyningskæder.

- Europa har fremragende forskning inden for fødevarer og landbrug, men lovende teknologier har brug for kapital og ekspertise for at tage springet fra laboratoriet til markedet, udtaler EI-Gruppens næstformand Karl Nehammer i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at investeringen vil hjælpe flere unge virksomheder med at omsætte nye idéer til forretning, der styrker fødevaresikkerheden, modstandsdygtigheden over for klimaforandringer og Europas konkurrenceevne.

Vil bringe forskning ud på markedet

Nordic Foodtech VC har hidtil investeret i 22 virksomheder i Norden, Baltikum og Tyskland. Blandt de danske selskaber i porteføljen er EvodiaBio, Chromologics og Endless Food Co.

Investeringerne spænder bredt, og porteføljen omfatter blandt andet virksomheder, der arbejder med nye proteiner, fedtstoffer, naturlige farve- og smagsstoffer, genindvinding af næringsstoffer fra spildevand, genanvendte gødningsprodukter, fiskeopdræt og satellitteknologi til overvågning af marker og miljø.

Ifølge Nordic Foodtech VC er en af Europas store udfordringer ikke manglen på forskning, men at få teknologierne hurtigere fra laboratoriet og ud i kommerciel anvendelse.

- Bæredygtigt og højtydende landbrug er ikke modsætninger, men samme opgave: at producere mere sund mad med færre ressourcer, venligt for planeten og sundt for os mennesker. Heldigvis har biologien allerede mange af løsningerne. Det, der mangler, er farten og kapitalen til at få dem ud på markerne og i produktionen, lyder det fra Louise Heiberg, General Partner i Nordic Foodtech VC.

Louise Heiberg, General Partner i Nordic Foodtech VC. Foto: Nordic Foodtech

Louise Heiberg, General Partner i Nordic Foodtech VC. Foto: Nordic Foodtech

Frygter at Europa mister forspring

Nordic Foodtech VC peger samtidig på konkurrencen fra særligt USA og Kina. Ifølge Louise Heiberg risikerer Europa at miste teknologier og talent, hvis der ikke følger tilstrækkeligt med kapital til de europæiske forskningsresultater.

- Vi opfandt store dele af den moderne bio- og fødevareteknologi i Norden. I dag risikerer vi at give det forspring videre til USA og Kina, ikke fordi teknologien eller talentet mangler, men fordi kapitalen og modet gør. Derfor betyder investeringer som EIF's meget, og deres stærke opbakning er et signal om, at Europa stadig vil og kan være med. Transitionen er bred: det er ikke én teknologi, der vinder. Vi har brug for mange, fordi problemerne er dybe og komplekse, forklarer Louise Heiberg.

Med den nye fond udvider Nordic Foodtech VC samtidig sit geografiske fokus til en større del af Nordeuropa og får mulighed for også at investere i lidt mere modne virksomheder.

Sigter mod 30 nye investeringer

Før sommeren investerede fonden blandt andet i den tyske virksomhed AquaNab, der udvikler løsninger mod parasitter i opdrættede fisk. Samtidig er to nye danske startups ifølge fonden langt i investeringsprocessen.

Målet er at gennemføre godt 30 nye investeringer over de kommende fire-fem år.

- EIF's investering er et signal om, at omstillingen af Europas fødevaresystem betragtes som strategisk og vigtigt. For os betyder det, at vi kan bringe nordisk ekspertise ud i Europa og globalt. Målet er virksomheder, der ikke bare gør Europa mere bæredygtigt, men også mere konkurrencedygtigt og forsyningssikkert, fortsætter Louise Heiberg.

Nordic Foodtech VC investerer primært i virksomheder i »pre-seed«- og »seedfasen«. De første investeringer kan være på op til 2 millioner euro (15 millioner kroner), mens en del af fondens kapital reserveres til opfølgende investeringer.

Selskabets første fond blev lanceret i 2020 og har en størrelse på 42 millioner euro (314 millioner kroner). Kapitalrejsningen til fond nummer to fortsætter nu frem mod målet på 80 millioner euro (598 millioner kroner).

Business