Efter skift til TN Tempo: Fra fravænning til 30 kg på seks uger
På Vamdrupgaard oplever griseproducent Niels Pagh Hansen og driftsleder Iulian Tudose, at smågrise med TN Tempo som faderlinje kommer godt fra start og har en nem overgang til klimastalden. Bedriften har skiftet både fader- og moderlinje, og det har de ikke fortrudt.

Niels Pagh Hansen har reduceret besætningen fra 550 til 350 årssøer og omlagt til full-line-produktion. I dag producerer Vamdrupgaard 10.000 slagtegrise om året til Danish Crown. Fotos: Privat
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Fravænning ved fem uger og seks uger i klimastald, det er blevet vinderecepten på Vamdrupgaard i Vamdrup syd for Kolding. Fravænningsvægten på deres smågrise er i snit 8,5 kg, og det giver en robust gris med en sikker vækstkurve, så de hurtigt når de 30 kg i klimastalden.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Topigs Norsvin.
- Det går over stok og sten. Vi når 30 kg i klimastalden på seks uger, fortæller ejer Niels Pagh om produktionen efter deres skift af genetik.
Bedriften har siden sommeren 2024 brugt faderlinjen TN Tempo. Et halvt år senere begyndte de gradvist at udskifte søerne med TN70-polte.
En fravænningsperiode kræver særligt fokus på foder både hos soen og smågrisene, men Niels Pagh Hansen og hans driftsleder Iulian Tudose oplever, at genetikskiftet har bidraget til en enklere og mere effektiv produktion, præcis som de ønskede.
Fra smågriseproducent til full-line
Tidligere havde bedriften 550 søer og producerede 30 kg-grise til danske aftagere. Ved overgangen til full-line-produktion reducerede de besætningen til 350 søer. I dag producerer de 10.000 slagtegrise om året til Danish Crown.
Omlægningen så de som en mulighed for at skifte genetik. En bekymring inden skiftet var, om kødprocenten ville falde.
Kødprocenten har indtil videre ikke været nævneværdigt lav, men håbet er, at den stiger i takt med, at genetikken sluses ind, og IV-vaccinerne (immunokastration, red.) bliver en rutineret arbejdsgang, fortæller driftslederen.
- Det er totaløkonomien, det handler om. Med så lav en dødelighed og uden ammesøer, så er decimaler på kødprocenten ikke vigtige, siger Iulian Tudose med henvisning til, at dødeligheden på Vamdrupgaard for grisene fra fravænning til 30 kg er 0,75 procent, og fra fravænning til slagt er under 2,2 procent.
Niels Pagh Hansen har også fokus på produktionssystemet som helhed. Det afgørende for ham er, at grisene både vokser og kommer godt gennem produktionen.
- Når vi nu blev full-line, så var det kun os selv, et genetikskift kunne gå ud over, og så gjorde vi det. Jeg vil ikke bruge penge og kræfter på at producere grise, der ikke når gennem hele produktionen, og det er vi lykkedes med, siger ejeren.
Kendt foder i klimastalden
Allerede fra grisene er fem dage gamle, får de foder i automaterne og på gulvet. Det er tidligere end før, hvor Iulian Tudose ventede til, at smågrisene var én uge.
- Vi kører med én blanding. De får det samme i farestalden som i klimastalden. Det betyder, at de kender blandingen og smagen, og de har også fordøjelsen til at kunne klare det, fortæller han.
Det gør overgangen til klimastalden nemmere, fordi de har smagt på foderet. På Vamdrupgaard har de stort fokus på foder på grund af den lange fravænningsperiode.
- Fem ugers fravænning er hårdt for søerne. De skal brødføde de stærke grise, og smågrisene går virkelig til den. Det er krævende for yveret at have dem gående hos moderen længe, siger driftslederen.

- Før vi fik TN70, kunne vi næsten ikke tro på, at de kunne passe så mange grise. Vi troede, det var reklame, men de kan virkelig fravænne én gris pr. pat, fortæller driftsleder Iulian Tudose.
Den bedste mor er grisens egen
Iulian Tudose oplever, at smågrisene med TN Tempo som faderlinje fødes stærke og robuste, og at TN70-søernes moderegenskaber gør det muligt stort set udelukkende at fravænne grisene hos deres egen mor.
- Før vi fik TN70, kunne vi næsten ikke tro på, at de kunne passe så mange grise. Vi troede, det var reklame, men de kan virkelig fravænne én gris pr. pat, fortæller Iulian Tudose.
De fleste søer på bedriften er nu TN70, men de forventer, at egenfravænningen stiger i takt med, at de indkøber flere TN70-polte. Den gennemsnitlige egenfravænning er 14,5 grise. Nogle af deres TN70-søer passer op til 17 af deres egne pattegrise.
Iulian Tudose oplever, at kombinationen af TN70 og TN Tempo giver store og ensartede smågrise ved fravænning:
- De mindste i et kuld er nu meget større end de mindste i de kuld, vi fik med den tidligere genetik. Når der ikke er lige så mange i maven på moderen, så bliver selv de mindste større.
Mere plads og hele haler
Bedriften producerer grise med intakte haler samt hangrise. I forbindelse med skiftet reducerede de antallet af søer. Det gav også mulighed for at give grisene mere plads, fra 20 til 15 grise pr. sti i klimastalden.
- Det er minimalt, hvad vi har af tilfælde med halebid og brok. Generelt har vi meget få grise i vores sygestier, fordi grisene fra Topigs Norsvin kan tåle nogle knubs, uden at de skal behandles. Det betyder også, at vores drægtighedsstald kører rigtig godt, siger Niels Pagh Hansen.
Bedriften har siden 1997 haft løsgående søer i løbe- og drægtighedsstierne.
- Generelt har genetikken gjort vores produktion mere robust. Den er enkel, så har jeg udskiftning af folk, så går det ikke ud over grisene. Det er enkle staldprincipper, og grisene trives, siger han.
Vamdrupgaard
- Ejet af Niels Pagh Hansen
- Full-line med 350 årssøer og årlig produktion af 10.000 slagtegrise til Danish Crown
- TN Tempo siden sommeren 2024
- Gradvis indfasning af TN70 fra cirka årsskiftet 2024/2025
- Fravænning ved fem ugers alderen
- Ca. 14,5 grise i frav. pr. frav.
- Løsgående søer, hele haler og ornegrise
Agromek
Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































